Morgenmadsinspiration til baby

Gateau Marcel chokoladekage

Det her er bestemt IKKE en kalorielet kage, men den er alt smørret i den værd!

Jeg elsker Gateau Marcel chokoladekagen. Den kan bare noget som en almindelig chokoladekage ikke formår – med sin bløde chokoladebund og fløjlsbløde chokomousse så er den en ren chokoladedrøm.

Den er en favorit at servere som dessert eller til  kaffegæster, når det skal være ekstra lækkert.

Den er ovenikøbet super nem at lave, men du skal lige afsætte mindst 4 timer til at den kan “sætte sig” i køleskabet inden servering. Aller bedst er det faktisk at lave den dagen inden den skal serveres.

Gateau Marcel kagen er uden mel (og dermed glutenfri), og består af chokolade, smør, sukker, æggehvider og æggeblommer, som laves til en luftig chokolademousse hvoraf den ene del bages og den anden smøres ovenpå, når kagen er afkølet.

For flere gode opskrifter og hverdagsinspiration følg mig på instagram (KLIK HER).

Opskrift på gateau marcel chokoladekage  (til ca. 6-8 personer)

Arbejdstid: 30 minutter (+4 timer kagen skal sætte sig i køleskab)

 

Ingredienser

175g (rigtigt) smør

175g god mørk chokolade

180g sukker (120g piskes med æggeblommerne, 60g piskes med æggehviderne)

3½ bæger æggeblommer (7 blommer i alt)

3 bæger æggehvider (4½ hvider i alt)

Smør til formen

Lidt sukker til formen

1 spsk kakao til at drysse over kagen

 

Sådan gør du:

Cholade og smør smeltes sammen over vandbad.

Imens piskes æggeblommer og 120g sukker lyst og luftigt i en skål. Brug håndmixer.

Hæld langsomt den smeltede smør-chokolade masse ned til æggesnapsen og vend det omhyggeligt sammen.

Rengør piskerisene grundigt og kom æggehvider og 60g sukker i en ren skål. Pisk til du får en luftig hvid masse som danner små toppe. Der skal piskes ret længe – hviderne skal blive hængende i skålen, hvis du vender den på hovedet.

Vend lidt ad gangen de stive hvider i æggesnapsen. Det skal vendes i. Du må ikke slå luften ud af moussen ved at røre.

Beklæd bunden af en springform med bagepapir. Smør siderne med smør og drys med sukker. Bank det overskydende af.

Fordel halvdelen af moussen i formen (det tager jeg altså bare på øjemål). Stil resten af moussen i køleskab.

Bag kagen ved 175 grader almindelig ovnvarme i 20-25 minutter til kagen er en smule fast men stadigt blød.

Lad kagen afkøle – den falder lidt sammen. Det er meningen.

Befri forsigtigt kagen fra formen, læg et skærebræt ovenpå toppen af den og vend den så på hovedet. Nu kan du trække bagepapiret af. Sæt det ønskede fad mod kagens bund (som vender opad lige nu) og vend rundt igen (kagen er i let pres mellem skærebræt og fad).

Fordel resten af moussen på den afkølede kage og sæt kagen på køl indtil servering (minimum 4 timer).

Drys med kakaopulver gennem en sigte inden servering.

TIP! Pynt også med flager af hvid chokolade, chokoladespåner eller karamelspåner (jeg har brugt det sidste).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Morgenmadsinspiration til baby