Smoothie m. majs og gulerod (+4 mdr.)

Denne opskrift giver en skøn grøntsagssmoothie med smag af gulerod og majs. Smagen er mild og let sødlig, og konsistensen er dejlig blød og cremet.
Perfekt til at fylde på genanvendelige smoothieposer til det lille barn.
Jeg foreslår, at der anvendes en smule hørfrøolie som fedtstof for at gøre smoothien mere energitæt. Dette kan udelades eller varieres med andre typer af olie.
POSERNE jeg bruger her er genanvendelige klemmeposer af mærket Doodlebags som bl.a. forhandles hos Babysam (KLIK HER).
For flere gode opskrifter til de mindste og hverdagsinspiration følg mig på Instagram (KLIK HER).
Opskrift på smoothie m. majs og gulerod (5 x 100 ml smoothie)
Arbejdstid: 15 minutter
Anbefalet alder: Fra 4 mdr.
Ingredienser
100g majs
200g gulerod, skrællet og skåret i små tern
5 dl vand
1 dl majsmel
0,25 dl hørfrøolie (eller anden olie)
Sådan gør du:
Kom majs og gulerod i en lille gryde og dæk med rigeligt vand (ca. 5 dl).
Bring i kog og kog til gulerodsternene er bløde og tag da gryden af varmen.
Hæld 2 dl af kogevandet fra i en kande eller skål. Det skal du bruge om lidt. Resten kasseres.
I gryden blender du gulerod og majs til en fin mos med en stavblender. Tilsæt herefter de 2 dl kogevand og majsmel og udrør det i mosen.
Sæt gryden tilbage på komfuret og bring i kog kortvarigt under omrøring.
Tag af varmen og tilsæt olie (som udrøres).
Fordel i genanvendelige smoothieposer og kom straks i køleskab.
Holdbarhed i køleskab: 3-4 døgn
Kan man mon bruge andet end majsmel? Og det er vel ok at bruge majs fra dåse?