
Den her bagte havregrød er virkelig en opskrift min Adam er glad for! Han har – som altid – været testsmager da jeg udviklede opskriften og han er simpelthen helt vild med den.
Bagt havregrød er et godt alternativ til den almindelige havregrød; det er morgenmad der er nemt at sidde med for barnet selv og det sviner nærmest ikke (modsat grød).
For ekstra energitæthed kan der gives et lag smør på toppen af grøden når den skæres ud og serveres for barnet.
Den bagte havregrød er også oplagt at have med på tur. Skær den i stave og så er der en lækker mættende snack som barnet kan sidde med i klapvognen.
Modsat de fleste andre opskrifter på bagt grød, så er min opskrift uden æg og mælk.
For flere gode opskrifter til de mindste og hverdagsinspiration følg mig på Instagram (KLIK HER).


Opskrift på bagt havregrød (lille bradepande – her 20×20 cm)
Arbejdstid: 20 minutter
Ingredienser
4 dl finvalsede havregryn
4 spsk mel (jeg har her brugt grahamsmel og mandelmel)
1/2 tsk vaniljepulver
1 stor banan
2 dl vand
Pynt: et par skiver banan, æblestykker, blomme eller bær, lidt knust digestive kiks – til større børn kan man også tilføje hakkede nødder og et lille drys kanel
Sådan gør du:
Kom havregryn, mel og vanilje i en skål og bland det grundigt.
Mos bananen omhyggeligt med en gaffel og tilsæt den og vand til grynene. Rør sammen til en jævn, våd masse.
Fordel i en bradepande eller springform beklædt med bagepapir og tilføj ønsket pynt.
Bag i en forvarmet ovn ved 200 grader almindelig ovnvarme i 10-12 minutter til grøden er fast.
Lad køle så den er lun. Kan også serveres afkølet.
Opbevares i køleskab i op til 3 døgn eller fryses.





Hej
Tror du, den kan laves med hirseflager i stedet for havregryn? Min søn er meget til fingermad, så dette er morgenmaden lige nu, men gad godt varierer typen af “grød”.
Virkelig nemme og lækre, jeg kan også selv virkelig godt li dem og det samme kan min søn på 1,5 år 🙂
Hej og tak for lækker opskrift:-) Hvilken størrelse bageform bruger du for at opnå den tykkelse, der ses på billederne?
Hej,
Jeg havde påtænkt at lave denne opskrift til min datter på næsten 6 mdr.
tanken var at skære den ud i stænger, så hun selv kunne sidde med det, eller at vi kunne tage det med på tur.
Men hvis jeg putter stængerne i fryseren, hvordan vil du så anbefale optøning? ☺️
Hvordan skal konsistensen være, når den er færdig?
Fast men ikke tør.
Kan jeg bruge andet end en banan? Min dreng får ikke banan.
Hej Laura 🙂
Ja, du kan bruge 100g æblemos i stedet.
Kan man bruge rugmel i opskriften for en bedre mæthed.
Det kan du sagtens 🙂
Hej,
Kan man tilføje anden fedtstof end smør? Evt inden den bages? Jeg vil gerne erstatte morgengrøden med den bagte, da min datter pludselig kun vil spise med fingrene 😅
Ja du kan sagtens tilføje en smule olie for ekstra energitæthed 🙂
Hej.
Kan det laves uden banan? Kan banan evt erstattes af noget andet? 🙂
Hej Katrine
Ja, banan kan erstattes med 100g æblemos 🙂
Lækker opskrift! Min datter bryder sig ikke så meget om banan, hvis man tilføjer æblemos istedet for, hvor meget skal der så i?
Hej Sahra
Banan kan erstattes med 100g æblemos. Dejligt du synes opskriften ser lækker ud 🙂
Kan man bruge sveskemos til de små som har problemer med maven? 🙂 Og hvor meget skal der til ?
Hej Ann-Sofie
Det kan du. Beregn 100g sveskemos til opskriften 🙂
Har du prøvet at lave den med andre melformer? f.eks. hvedemel?
Hej Louise
Ja jeg varierer af og til meltypen – det kan man sagtens 🙂 Beklager det sene svar!
Kan man bruge anden frugt end banan, har et barn der har let til forstoppelse så vi undgår banan. Jeg har selv overvejer most mango?
Hej Julie
Det kan du sagtens, og mango er bestemt oplagt 🙂
Jeg vil høfligt tilføje her at sundesmp (på Instagram) har oplyst mig at banan ikke er forstoppende men derimod regulerende begge veje ift maven 🙂
Har du prøvet opskriften med andet frugt end banan? Min 8mdr søn er ikke så glad for bamansmag
Hej Lenette
Jeg har prøvet at lave den med en tyk æblemos i stedet. Det kan man godt 🙂
Hvad vil du anbefale i stedet for mandelmel? ☺️ Og fantastisk opskrift i øvrigt
Hej Henriette 🙂
Dejligt du kan lide opskriften (og undskyld mit sene svar her!). Du kan erstatte med hvilken som helst mel du ønsker eller blot bruge hvedemel.
Kan der bruges MME i stedet for vand? 😊
Det tænker jeg ikke der er noget problem i 🙂
Vær dog OBS på hvad der gælder for MME – om det overhovedet bevarer næringsindholdet ved at blive opvarmet ved så høj temperatur og så længe, det er jeg faktisk i tvivl om.