
Med denne opskrift får du de lækreste grødsmoothies med smag af æble og et lille twist af kanel. Det er min 6. opskrift på smoothies til klemmeposer (find de andre lige HER), og det er faktisk endt med at være min favorit. Nøj de smager godt – næsten som en æblekage! Og det synes begge mine børn også – både den yngste de egentlig var tiltænkt og storebror på 6 år.
Modsat de andre grødsmoothie-opskrifter så er denne lavet på havregryn hvilket giver en endnu blødere konsistens, men som også er lidt drilsk ift. at havregrød gerne bliver ret stift og klistret når det køler af. Derfor er målene på væske lidt anderledes i mine øvrige opskrifter, men det er lykkes at lave en grødsmoothie på havre som har en perfekt konsistens til klemmeposer og kan serveres koldt.
Oplagt at have med på tur til det lille barn eller som en hurtig morgenmad eller mellemmåltid baby selv kan sidde med.
OBS! Om kanelindholdet: Der er 1/3 tsk stødt kanel i denne opskrift, hvilket er meget lidt fordelt ud på de 5 portioner opskriften giver. Små børn må gerne få kanel, men man skal tænke i at det indgår i variation med andre ting. Vælg ægte kanel, hvor kumarin indholdet er lavt, og IKKE kassia-kanel. Tjek deklarationen på det du køber. Denne opskrift er angivet til en anbefalet alder på +6 mdr. pga. kanel.
For flere gode opskrifter til de mindste og hverdagsinspiration følg mig på Instagram (KLIK HER).


Opskrift på grødsmoothie m. æble, havre og twist af kanel (5 x 100ml smoothie)
Arbejdstid: 15 minutter
Anbefalet alder: Fra 6 mdr.
Ingredienser
200g æble (2 æbler), skrællet og befriet for kernehus og skåret i tern
5 dl vand
1½ dl fintvalsede havregryn
1/3 tsk ægte kanel (kan erstattes med vanilje)
0,25 dl valnøddeolie, hørfrøolie eller anden olie med mild smag (kan udelades)
Sådan gør du:
Kom æbletern i en lille gryde og dæk dem med rigeligt vand (ca. 5 dl – men mere hvis nødvendigt).
Bring i kog, og kog ternene til de er bløde og tag gryden af varmen.
Hæld 3½ dl af kogevandet fra i en kande eller skål. Det skal du bruge om lidt. Resten kasseres.
I gryden tilsætter du havregryn, og blender frugttern og havre grundigt sammen med en stavblender. Konsistensen skal være helt fin og uden klumper eller store stykker havre.
Tilsæt herefter de 3½ dl kogevand samt olie og kanel og rør det ud i grødmosen, så konsistensen bliver helt ensartet.
Smoothien er tynd i konsistensen. Det skal den være, da den tykner en smule, når den køler af.
Fordel i genanvendelige smoothieposer og kom straks i køleskab.
Holdbarhed i køleskab: 3-4 døgn


Kan det fryses? Og hvor længe er holdbarheden hvis den kan fryses.
Kan man bruge Alm. Kanel hvis man ikke har ægte kanel? ☺️
Ja, men brug helst det ægte i øvrigt jf. også Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Kan jeg tage en ud af køleskabet & have med på tur uden at den skal opbevares koldt? & hvor længe kan den være i tasken? 🙂
Da den ikke indeholder letfordærvelige fødevarer (mælk, kød..), så kan den fint komme med i pusletasken på farten. Kasser dog indholdet fra den, hvis dit barn alligevel ikke får den serveret eller spiser op. Også selvom den ikke har været åbent. Undgå at lægge den i bagende sol, men pak den i pusletasken. Bør ideelt spises indenfor 6 timer fra den er taget ud af køleskab 🙂
Hvor lang tid vil du vurdere, at de kan holde sig, hvis man fryser dem? 🙂
Jeg ville servere dem indenfor 3 mdr. 🙂 Men husk de kan skille ved frysning.
Kan de fryses? ❤️
Det kan de godt – der er hvertfald ingen fødevaremæssig risiko ved at gøre det. De kan dog skille i posen.