Osso buco m. gurkemeje risotto

– INDEHOLDER REKLAME FOR FISKARS PRODUKTER –
Osso Buco er den skønneste simremad, og selvom den kræver nogle timer på komfuret, så er den faktisk slet ikke så svær at lave.
Min opskrift på osso buco er afpasset så den går med supermarkedets pakker der normalvis indeholder to stykker okseskank og fint kan mætte en familie med to voksne og to børn. Hvis retten skal nydes af flere voksne kan du sagtens stege hele 4 skiver osso buco med i denne ret uden at justere yderligere på opskriftens mængder.
Jeg foreslår du serverer osso bucoen med en risotto til (f.eks. den flotte farverige gurkemeje risotto jeg også deler opskrift på i indlægget her) og evt. en grøn salat med en olie-eddikedressing over.
REKLAME: Jeg laver retten (og serverer den) i Fiskars Norden støbejernsgryde. Kan bruges på alle varmekilder og kan komme i ovnen.
Opskrift på Osso Buco (til 2 voksne og 2 børn)
Arbejdstid: 2½ time (2 timer hvor retten passer sig selv)
Ingredienser
OSSO BUCO
700g osso buco (okseskank)
3 spsk olivenolie
4 spsk hvedemel
2 fed hvidløg
2 løg
3 gulerødder
2 pastinakker
2 stængler bladselleri
3-4 tørrede laurbærblade
2 dl hvidvin
1 dåse hakkede tomater
2 spsk tomatpuré
5 dl oksefond/boullion
Salt og peber efter smag
GURKEMEJE RISOTTO
3 spsk olivenolie
1 løg
1 fed hvidløg
2 dl risottoris
2 dl hvidvin
1 tsk stødt gurkemeje
4-5 dl grøntsagsboullion
2 spsk fintrevet parmesanost (kan udelades)
Salt efter smag
Sådan gør du:
OSSO BUCO
Kom olivenolien i en stor gryde (4-5 liter) – gerne en støbejernsgryde eller kobbergryde med en god bund – og varm det op.
Dup osso buco’en af med lidt køkkenrulle og vend den i hvedemelet. Giv den en smule salt og peber og brun den så af i olien. Tag fra på en tallerken.
Snit løgene fint og kom dem i olien i gryden (tilsæt evt. lidt mere olivenolie) og pres hvidløget ud heri. Lad løgene sautere ved middelvarme til de er klare og gennemsigtige.
Imens løgene sauterer skyller du gulerødder, pastinak (og skræller disse) og bladselleri og snitter det i små tern. Når løgene er klar tilsætter du grøntsagsternene i gryden. Vend godt i det og lag grøntsagerne stege med i et par minutter.
Tilsæt hvidvinen og fond/boullion i gryden, læg osso bucoen i gryden sammen med laurbærblade og tilsæt så hakkede tomater og tomatpure. Læg låg på (sørg for en lille smule damp kan stige ud) og lad nu retten lige akkurat simre i 2 timer.
Smag til med salt inden servering.
GURKEMEJE RISOTTO
Kom olivenolie og finthakket løg og presset hvidløg i en gryde (str. 2 liter) og lad løgene sautere så de er klare.
Tilsæt risottoris, gurkemeje og hvidvin og bring i kog under kraftig omrøring. Skru ned til middel varme og tilsæt nu løbende grøntsagsboullion imens risotto bobler let og suger væsken.
Lad småsimre alt efter kogetidsanvisningen på den risottoris du bruger – smag løbende på en smule risotto og vurder konsistens. Smag til sidst til med salt og evt. parmesanost.
Ingen kommentarer endnu