Min fødselsberetning - Abel (del 1)

Min fødselsberetning – Abel (del 2)

– OBS: DETTE ER DEL 2 AF MIN FØDSELSBERETNING, KLIK HER OG LÆS DEL 1 FØRST –

Jeg var nu sikker på, at det var fødslen der var i gang, men der gik stadigt lang tid mellem veerne. Min mand puttede derfor vores to børn, Adam og Isak, og så lagde vi os i seng og så tv-serier. Jeg havde stadigt ve-agtige smerter fra tid til anden, men vidste godt at jeg slet ikke var i aktiv fødsel endnu.

Jeg var dog på stikkerne, for mine to første fødsler havde været forholdsvis hurtige, og frygten for pludselig at ende i en ufrivillig hjemmefødsel med min mand som jordemoder sidder derfor lidt i mig.

Det hele forekom dog så roligt, at jeg lagde mig til at sove og bad min mand gøre det samme. For jeg var sikker på vi fik brug for at få noget hvile inden det for alvor gik løs.

 

“Jeg tror han er ude inden kl. 7”

Klokken 1 vågnede jeg og kunne ikke sove længere.

Nu var der pludselig 4-7 minutter mellem veerne og de varede 45 sekunder til 1 minut og 15 sekunder. Og de bed virkelig godt til.

Jeg stod op, gik lidt rundt og tjekkede alt var pakket til hospitalet, og stillede mig så ned under den varme bruser og her stod jeg i en halv times tid imens jeg målte veerne. Imens var min mand også stået op. Ingen af os kunne vist rigtig sove. Jeg sagde til ham at jeg var sikker på fødslen var i gang. Ind i mellem skete der dog noget mærkeligt. Lige som jeg synes, at NU var veerne gode og de kom med det rigtige interval, så gik der helt op til 10 minutter før der kom en ve igen. Og så var de regelmæssige igen.

Det havde jeg ikke prøvet før.

De gjorde dog enormt ondt når de skyllede ind over mig. Bed i lænden og trak i underliv og hofter. Som bølger der skyller ind over en, bygger sig op, topper i smerter man virkelig skal fokusere sin vejrtrækning under, for så at stilne af. Jeg kender “mine” veer fra de to forrige fødsler og var ikke i tvivl. Alligevel undrede det mig, at flowet i dem ligesom var lidt anderledes. At der kom en vepause hver gang jeg lige nåede at overveje at kontakte fødemodtagelsen.

Min mand syntes dog jeg skulle ringe ind da klokken var 2.30. Igen – nok en fælles frygt for at det lige pludselig skulle gå rigtig løs (jeg har før været hhv. 10 cm og 6 cm åben da jeg kom på fødemodtagelsen og røg fluks på fødestue).

Jeg ringede derfor ind. Mest for lige at høre hvad de tænkte.

Jeg fik fat i samme søde jordemoder, som havde undersøgt mig om torsdagen i konsultationen og havde konstateret baby i tværleje. Hun var igen enormt sød og omsorgsfuld og tilbød at jeg bare skulle komme ind til tjek. Jeg luftede lidt min nervøsitet for at det kunne sætte veerne yderligere ned i effektivitet, hvis jeg kom ind for tidligt (pga. miljøskiftet fra trygge hjemlige rammer til hospital). Derfor ville jeg afvente lidt. Hun sagde, at det var helt OK, men at jeg var velkommen så snart jeg ønskede det, og at jeg lige skulle have i baghovedet at de havde ret travlt derinde og pt måtte omlokalisere nogle fødsler til andre sygehuse. Så der var en risiko for at blive sendt videre pga. mangel på ledige fødestuer.

Jeg besluttede at afvente og satte mig igen ind i stuen til min mand og vi forsøgte at få tiden til at gå ved at snakke lidt. Veerne bed virkelig og pludselig fløj det ud af mig “jeg tror han er ude inden kl. 7 i morgen tidlig” lige da jeg havde haft en ve. Min mand kiggede på uret der viste klokken var 4.

Vi snakkede lidt om hvad vi skulle gøre herfra, og jeg foreslog at jeg selv tog ind på fødemodtagelsen (med en taxa) og lige fik en status inden vi tilkaldte familien der skulle passe børn imens.

Jeg ville synes det var super stressende at blive sendt hjem igen og familien så sad derhjemme også.

Så jeg ringede til fødemodtagelsen igen og tog en taxa til Herlev selv.

 

Ankommet på fødemodtagelsen – og i aktiv fødsel, men ….

Jeg kom ind på fødemodtagelsen og havde haft rigeligt med veer hele vejen i taxaen og på turen ind gennem sygehuset.

På trods af jeg havde fået at vide de havde travlt blev jeg straks tilset.

Jeg kom ind på en af de små modtagestuer og fik en seng (som mest af alt er en briks med en tynd madras) og samme søde jordemoder fra telefonen kom og undersøgte mig.

Hun startede med en indvendig undersøgelse, og der kom hun til at se lidt mærkelig ud i ansigtet. Hun turde ikke mærke for meget sagde hun, for hun mærkede IKKE et hoved ned af men derimod noget der mindede om to fødder. Ja, min baby lå IGEN forkert. Og jeg var bestemt i aktiv fødsel mente hun. Ca. 8-10 cm åben, men hun turde ikke mærke for meget af frygt for ved et uheld at tage vandet. For så ville man ikke kunne vende ham igen.

En scanner på maven bekræftede det hun allerede vidste – min baby lå igen i tværleje. Helt uden jeg havde opdaget det.

Hvad så nu??? For en baby i tværleje kan man IKKE føde. Den ligger på tværs i maven, og sådan kan et barn ikke komme ud. Det gav også pludselig mening med mine lidt mærkelige veer, hvor der ind i mellem var et langt interval. Det var livmoderen der simpelthen ind i mellem gav lidt op, fordi baby ikke kunne trykkes ned af med veerne. Men veerne havde været effektive og jeg var helt åben vurderede hun. Så nu skulle vi finde ud af hvad der så skulle ske.

Jeg fik fat i min mand Alexander, som straks tilkaldte pasning af vores børn og han ville skynde sig ind til mig.

Jeg havde jo ærligt ikke troet, at jeg allerede var klar til nærmest at komme på en fødestue. Hvis det altså ikke lige var for balladebabyen der lå på tværs… igen…

Jordemoder spurgte om jeg ville forsøge en vending mere.

Mit umiddelbare svar var, om man dog kunne det når jeg var i aktiv fødsel? Kunne man vende ham? Hvad ville det der beroligende middel man giver betyde ift. veerne?

Hun svarede at man godt kunne lave en vending, men at hvis vandet gik inden han var vendt hele vejen rundt, så kunne man ikke skubbe mere rundt med ham og så var det kejsersnit. Men hvis jeg ikke ville have en vending, så var det også et kejsersnit. Det beroligende til livmoderen ville betyde at mine veer ikke ville kunne mærkes imens, og at mine veer nok kunne gå lidt eller helt i stå. Så måtte vi evt. snakke vestimulerende tiltag hvis vendingen lykkedes.

Igen skulle vending ske når der var fødselslæger ledige, og det skulle ske hurtigst muligt. Jeg gik derfor med til at det ikke var nødvendigt at min mand var der. Han var på vej, men måske han igen ikke nåede at være der under vendingen.

De kørte en kurve på lillebror og så lå jeg ellers igen klar på en briks til at to læger skulle tumle lillebror på plads. Vi blev enige om at ville sætte alt ind på at jeg fik en vaginal fødsel – efter mit ønske. Første prioritet var at han kunne vendes med hovedet nedad, men hvis ikke det var muligt skulle de lægge ham tilrette til at jeg kunne gennemføre en sædefødsel.

Dyb indånding.

Fokus på en plet i loftet.

Vendingen lykkedes.

Og imens en af lægerne med håndgreb uden på maven trykkede lillebrors hoved godt ned i bækkenet, så tog en jordemoder mit vand, så han sank yderligere ned og sad fast.

Da vandet var taget gik døren op, og en MEGET forpustet Alexander kom ind på modtagestuen.

Jeg og personalet kunne berolige ham med at alt var gået godt, og at nu kom vi ikke hjem uden lillebror. Nu skulle han ud. Vi snakkede igen om at mine veer jo nu var pauset, og at pga. vandet var taget, så var jeg gået fra helt udvidet (10 cm) til nu at være 6-7 cm fordi vandet ikke stod og trykkede. Nu skulle der køres endnu en kurve for at tjekke at lillebror var ‘OK’, og den skulle jeg ligge med kørende i ca. 40 minutter. Derefter måtte vi lidt ud og gå på sygehuset for at sætte gang i veerne og derefter måske snakke vedrop.

Vi blev derfor efterladt alene på stuen med måler på min mave, og det var rart lige at være bare os to og snakke igennem hvad der var sket og hvad der nu skulle ske. Og så glædede vi os bare fordi vi vidste, at vi ville komme hjem med vores lille søn denne dag.

Jeg mærkede en smule murren i lænden, men intet værre end menstruationsmerter, og det var ikke afgrænset ligesom veer. Det var bare lidt rumsteren hele tiden, og jeg tænkte ved mig selv at det da nok var positivt; så var der håb for at jeg selv kunne få rigtige veer igen.

Vi nåede at snakke 20 minutters tid og grinede også lidt af et par ting. Vi hyggede os.

Men pludselig – ud af det blå – fik jeg den største ve jeg nogensinde har følt. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen, men det føltes som om han passerede ned igennem mit bækken, kæmpe smerte så jeg lettede fra den ubehageligt tynde briks og vred mig. Jeg følte jeg skulle på toilettet NU, men vidste også godt, at det var en baby der pressede.

“JEG TROR HAN KOMMER UD NU – TRÆK I SNOREN” råbte jeg af min mand.

Og så fløj der ellers en jordemoder ind ad døren.

“Jeg skal presse…” fik jeg fremstammet til hende imens de vildeste veer fuldstændigt overtog min krop.

En jordemoder mere kom til, de sparkede på hjulene på sengen så de låstes op og kunne køre afsted med mig.

Og så gik det ellers afsted i fuldt løb gennem Herlevs fødemodtagelse, ned af gangene og ind på en fødestue imens to jordemødre i løb skubbede afsted med mig, en var klar til at gribe en baby i farten og der blev råbt “af banen!” af alle der stod i vejen. Og min mand kom halsende efter med fødselstaske, min jakke og en baby autostol.

Vi kom ind på en fødestue og jeg blev nærmest “vendt” fra briksen og over på en seng.

Få presseveer senere var lillebror ude.

I raketfart og med navlesnoren to gange om halsen.

Og lillebitte.. Den mindste af vores børn ved fødslen med sine 3220g.

Født kl. 06.58.

Så jeg fik ret.

Han var ude inden kl. 7.

 

På trods af det noget hurtige forløb, så var alt godt. Navlesnoren løftede jordemoderen nemt som ingenting over hans hoved, han skreg med det samme og alle værdier på ham og jeg selv var som de skulle.

3 timer senere kunne vi tage hjem igen og vise lillebror til hans stolte storebrødre.

Med endnu en fantastisk fødsel (som i sandhed var helt sin egen) i bagagen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min fødselsberetning - Abel (del 1)