Min fødselsberetning - Abel (del 2)

BARSELSDAGBOGEN: Første måned efter fødslen

“Barselsdagbogen” er en ny  føljeton her på min blog. Den er skrevet af mig som 3. gangs mor og vil tage udgangspunkt i det første år af mit tredje barns liv, men med paralleler til og erfaringer fra mine første to børn også.

Som især førstegangsmor savnede jeg et sted, hvor jeg fra andre mødre kunne læse, hvordan de oplevede det første år med et lille barn. Og jeg savnede også et sted hvor praktiske oplysninger, der er gode at have det første år, var samlet. Det vil jeg forsøge at gøre med barselsdagbogen her.

Denne del af min barselsdagbog omhandler de første 0-1 mdr efter fødslen (baby 0-30 dage).

Alle småbørn er forskellige, og derfor er de afsnit jeg her deler om babys rytme og mine oplevelser ikke en facitliste, men et indblik i hvad du (måske) kan forvente den første tid, hvis du er kommende mor.

Derimod er “huskelisten” og “praktiske ting” gode tjeklister for alle mødre, da de indeholder ting man altid skal huske eller tage stilling til på dette tidspunkt i barnets liv.

I afsnittet “anbefalinger” kommer jeg med anbefalinger til andre blogs eller instagram-profiler, som har en faglig profil, der kan være relevant for denne del i babys liv. Der kan også være anbefalinger til bøger eller apps.

KLIK HER OG FØLG MIG PÅ INSTAGRAM, så får du info om nye blogindlæg og kan følge med i alt det jeg deler om livet som mor til tre.

 

Babys rytme

I dette afsnit vil jeg i hvert dagbogskapitel beskrive babys rytme og de ting der fylder for den specifikke alder. Her i første kapitel vil det kun være emnerne “søvn” og “amning/flaske”, men flere vil naturligt komme til. I dette første kapitel har jeg endda slået disse to emner sammen, da det ikke vil give mening at beskrive dem adskilt for denne første tid i babys liv.

Søvn og amning/flaske

Alle mine børn har sovet meget den første tid, og sådan har det også været med lillebror Abel. Der er ingen fast rytme for søvn eller spisning. Min baby bliver (ligesom hans storebrødre) fuldammet, og jeg er heldig at min amning endnu engang har været nem at etablere og bare fungerer. Det er et kæmpe privilegie.

Abel sover i en bedside-crib (en tremmeseng hvor siden er taget af) ved siden af min seng. Lure om dagen foregår på mig, i en kurvevugge vi har i køkken/stue (kan skubbes rundt i huset alt efter hvor jeg er) og fra han var ca. 3 uger begyndte han at sove i sin barnevogn også.

Da amningen var godt etableret tilbød vi sut til lillebror og den tager han gladeligt.

 

Mor

De første to døgn efter fødslen sov jeg næsten ikke. Og det var ikke fordi baby skreg og holdte mig vågen, men fordi jeg simpelthen ikke KUNNE sove. Sådan har det været efter alle mine tre fødsler. Jeg våger over den lille og holder konstant øje med om han er OK. Jeg ved for mange andre mødre, at det er naturligt at have det sådan. Andrealinen ovenpå fødslen gør også at man er i stand til dette, men det skal selvfølgelig gerne blive sådan at man kan sove og hvile mere i at alt er som det skal være. Det har det gjort for mig efter de første ca. 2 døgn, og så blev min rytme meget at amme hver 2./3. time når baby meldte sig og så sove imellem amningerne om natten.

Jeg vil som tredjegangs mor sige, at de første 2-3 uger er de hårdeste fysisk. Det er en lykkelig tid med det lille spæde barn, men det er også ofte nogle meget hårde nætter, hvor man ammer ufatteligt længe ad gangen og kæmper med at holde øjnene åbne imens i nattemørket. Det har hjulpet mig at have en lille natlampe jeg kunne tænde (batteridrevet og med meget svag belysning) og når baby var lagt godt til har jeg holdt mig vågen ved at læse artikler og blogs på nettet på min telefon.

Det bliver bedre er min erfaring, og da jeg sidder og skriver dette (da Abel er ca. 5 uger), så er nætterne allerede oget helt andet, og jeg vågner (nogenlunde) udhvilet selv. Så er babys ammeteknik nemlig blevet god, baby har en lille smule mere hovedkontrol (gør amningerne lettere) og sover måske allerede en smule længere stræk mellem amningerne, som også er lidt kortere fordi de er mere effektive.

Om dagen prioriteres hud-mod-hud kontakt og at jeg også får hvilet efter behov.

Jeg nyder nu at have fået min krop tilbage for mig selv og bedre kunne bevæge mig, og får rørt mig ved at gå ture med barnevognen.

Baby vil gerne være meget tæt hele tiden, og derfor er jeg enormt glad for min strækvikle som jeg har brugt til storebrødrene også. Det gør at jeg kan have hænderne fri til f.eks. madlavning eller lægge vasketøj sammen. Den giver baby en enorm tryghed og jeg elsker at kunne bære mit barn på denne måde helt tæt.

PRAKTISKE TING (dette sker den første måned):

  • Hæl- og høreprøve af baby (2 dage efter fødsel)
  • Sundhedsplejersken kommer på besøg (første besøg få dage efter fødslen)
  • Dannelse af mødregruppe (det får man typisk mere info om ved andet sundhedsplejerskebesøg)

 

HUSKELISTEN (her skal du foretage dig noget):

  • Meddele arbejdsplads at du har født, og dermed overgår fra graviditetsorlov til barselsorlov – du behøver ikke planlægge hele din barsel endnu (det er derimod på listen her i næste indlæg)
  • Bestille tid til babys 5-uger undersøgelse hos egen læge.
  • Bestille tid til 8-ugers undersøgelse af dig hos egen læge.
  • Opstarte baby på d-dråber, når han/hun er 14 dage gammel. Dette vil sundhedsplejersken også informere om og hvilke alternativer der er hvis babys mave reagerer på de traditionelle d-dråber.
  • Tjekke hvornår der er åben for opskrivning til dagpleje/vuggestue i din kommune. Oftest kan man først få anciennitet på ventelisterne i landets kommuner, når barnet er 3 eller 4 måneder gammelt. Det betyder, at selvom du skriver dit barn op dagen efter fødslen, så vil det alligevel først komme på ventelisten når det er f.eks. 4 mdr. Der er derfor ingen hast med at skrive barnet op den første tid, men tjek for en sikkerhedsskyld reglerne i din kommune.
  • Snakke med din partner om dåb/navngivning, så I ved hvornår I skal planlægge det og evt. booke lokaler og sende invitationer mv.

 

ANBEFALINGER:

  • “Vidunderlige uger” (App). Her kan du følge babys udviklingstrin (såkaldte “tigerspring”). Uanset om man tror på tigerspring der kan afgrænses så specifikt som app’en gør eller ej, så giver den et grundigt og overskueligt indblik i den udvikling ens baby gennemgår. Det er muligt at indtaste din babys terminsdato og derved specifikt følge dit eget barn.
  • Instagram-profilen “boernefysioterapi” som informerer om babys udvikling og giver tips til indsatser ift. motorik, fladt/skævt baghoved, favoritside og meget andet – kort sagt alt du skal vide om din babys udvikling og hvordan du kan hjælpe din baby. Og så foregår det endda letforståeligt og på en måde så man som mor altid føler sig god nok.
  • Instagram-profilen “din ammejordemoder” som på letforståelig måde deler masser af info omkring, hvordan man får den bedst mulige amning og løser de udfordringer der kan opstå under et ammeforløb.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min fødselsberetning - Abel (del 2)