
Der var meget stor efterspørgsel på en opskrift på disse, da jeg delte billeder af dem på min story på instagram, og derfor skyndte jeg mig at få en opskrift færdig på dem.
Morgenstykkerne her er nemme at bage og man slipper for dej på køkkenbordet, da de blot skal røres sammen i hånden og hæve i køleskabet natten over. Om morgenen fanger man så bare dejen med et par spiseskeer, pensler med æg og drysser med birkes og sesam i gavmilde mængder.
De er bagt på ølandshvede, hvedemel og havregryn, så her får man et morgenstykke der mætter godt og indeholder fibre og fuldkorn, men stadigt ikke er tungt.
Og så kan jeg om morgenen bage dem hurtigere end turen til bageren tager.
Husk at du kan følge med på min Instagram (KLIK HER) for gode tips og tricks til bagning – og så går du heller aldrig glip af når der er en ny lækker opskrift her på min hjemmeside.

Opskrift på morgenstykker m. sesam og birkes (ca. 12 stk.)
Arbejdstid: 5 minutter (aften) + 25 minutter morgen (inkl. bagetid)
Ingredienser
5 dl koldt vand
1½ dl tykmælk (eller andet surmælksprodukt)
15g gær
2 spsk sukker
2 spsk rapsolie/solsikkeolie
2 dl havregryn
6 dl hvedemel
3 dl ølandshvedemel
1 tsk groft salt
Pensling: sammenpisket æg
Drys: birkes og sesam
Sådan gør du:
AFTEN (12-16 timer før bagning):
Kom vand, tykmælk, sukker, gær og olie i en stor skål og udrør gæret.
Tilsæt havregryn, ølandshvedemelet, 4 dl hvedemel og salt og rør det hele grundigt sammen. Tilsæt det sidste hvedemel lidt af gangen til dejen ikke kan suge mere.
Sæt husholdningsfilm over skålen og sæt den i køleskabet til næste dag:
MORGEN:
Tænd ovnen på 220 grader varmluft. Tag dejen ud af køleskabet og beklæd en bageplade med bagepapir. Du må IKKE røre rundt i dejen, men fanger den med 2 spiseskeer og placerer klumper af dejen på bagepladen. Dejen skal ikke efterhæve.
Pensl alle morgenstykkerne med sammenpisket æg og drys hvert af dem med rigeligt birkes og sesam på toppen.
Bag i midten af ovnen i ca. 12-16 minutter til morgenstykkerne er flotte gyldne og lyder hule, når man banker på dem i bunden.


Mit første forsøg med disse boller gik også lidt i vasken – de var helt flade, men velsmagende og saftige. Så jeg gav det et forsøg mere; 1,5-2 dl. Mel mere og så var jeg lidt mere præcis med mængden af gær (plejer bare at smide en kvart pakke i, men anden gang vejede jeg det helt præcist). De hævede bedre op anden gang. Tak for opskriften
Hej Rebecca
Så dejligt du fandt en vej til at lykkes med opskriften. Men mystisk hvad der gik galt i første omgang 🙂
De ser mega gode ud !
Kan man lave dem (og generelt koldhævede deje) til et eller to store brød i stedet for boller ? Det gør noget ved bagetiden, det er jeg godt klar over. 😊
Kan man fryse surmælksprodukter?
Vi bruger det kun til brød. Og her bruger du 1 1/2 dl. Resten ville for os ende i skralderen – det er bare møg ærgerligt!
Nu har jeg bagt disse flere gange, og de bliver lige flade hver gang😞 Har du nogen idé om hvordan det kan være?
Hej Malene
Øv at du har problemer med denne opskrift!
Jeg har desværre svært ved at give et bud på hvad der præcis går galt.
4 dl mere mel, så fungerede det😊
Hej. Jeg har prøvet at bage disse boller, men desværre skete der det samme som der gør, hver gang jeg koldhævede en dej, de hæver flot op i ovnen og så de sidste par minutter, så falder de sammen og bliver helt flade.
Har du nogen ide om, hvad der går galt?
Vh stine
Hvornår kommer tykmælk i?Sammen med vandet?
Ja det tilsættes sammen med vandet 🙂
Kan du evt tilføje et billede af dejens konsistens om aftenen? Det er altid sådan noget jeg synes er svært at vurdere med koldhævet dej
Rigtig god idé – det vil jeg se om jeg ikke kan få opdateret indlægget med 🙂