4 x starter tallerkener (+6 mdr.)

Citronkage

Citronkagen her (som endelig ikke bør forveksles med citronmåne) er en af mine egne favoritskærekager. Jeg elsker smagen af frisk citron, og det har denne kage masser af. Derudover den nem at bage, og har man et par økologiske citroner, så har man helt sikkert også ingredienserne til den.

Det er den skønneste, friske kage med ægte citronsmag og en lækker svampet krumme.

Da jeg bagte den fornyeligt brugte jeg bagemargarine i stedet for smør (fordi smørpriserne jo er blevet vanvittige!), og det kan man altså sagtens uden det går udover smag eller konsistens.

Man kan give den færdigbagte kage et drys flormelis gennem en sigte eller lave en tynd citronglasur og fordele over den.

For flere lækre opskrifter og hverdagsinspiration følg mig på INSTAGRAM (KLIK HER).

Citronkage m. citronglasur (til ca. 8-10 pers.)

Arbejdstid: 45 minutter inkl. ovntid

 

Ingredienser

125g blødt margarine eller smør

200g sukker

Fintrevet skal af 1 øko citron

3 æg

215g hvedemel

2 tsk vaniljepulver

1 tsk bagepulver

½ tsk natron

1 dl friskpresset citronsaft

1 dl kærnemælk, koldskål, tykmælk eller andet surmælksprodukt

Glasur: Friskpresset citronsaft, flormelis og evt. revet citronskal og lavendel.

 

Sådan gør du:

Pisk det bløde margarine, sukker og citronskal grundigt sammen.

Tilsæt æggene et af gangen imens der fortsat piskes.

Afvej melet og bland med vanilje, bagepulver og natron.

Sigt melet i dejen skiftevis med citronsaft og surmælksprodukt.

Beklæd en franskbrødsform med bagepapir og fordel dejen heri.

Bag midt i en forvarmet ovn ved 175 grader over-under-varme i 25-30 minutter til kagen er fast og kan bestå “strikkepindstesten” (ikke efterlader dej på en kødnål/træpind hvis man stikker den i).

Lad kagen køle helt af. Bland en tynd glasur af friskpresset citronsaft og flormelis. Den må endelig ikke være for tyk. Der skal kun et tyndt lag på kagen og det må gerne løbe lidt ned af siderne. Drys med citronskal ovenpå kagen, når glasuren er fordelt over den. Jeg har desuden drysset med lavendel som jeg synes ser så fint ud på den gule kage.

 

INFO OM LAVENDEL: Lavendel er spiselig. Sørg for at bruge lavendel som blomstrer for 2. gang, da lavendel i potte kan være sprøjtet når man køber det. Undgå at bruge lavendel der står tæt på befærdet vej, så det ikke indeholder forurening.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

4 x starter tallerkener (+6 mdr.)