Grødsmoothie m. sødkartoffel, figen og banan (+6 mdr.)

Overvejelser før vi fik høns – og hvad det kræver

At have sine egne høns – og frisklagte æg – i baghaven var en drøm jeg nåede at have i næsten en håndfuld år før den blev til virkelighed. Som min interesse for selvforsyning, køkkenhave og haveliv generelt tog til, så begyndte jeg også hurtigt at tænke, at det kunne være hyggeligt med høns. Kraftigt inspireret af at min svigermor havde høns og yderligere et af vores familiemedlemmer også.

Men det har taget nogle års tilløb at træffe den endelige beslutning og føre den ud i livet.

For jeg synes det med dyr er et meget stort ansvar.

Vi havde allerede vores hund Carlo (nok af de fleste følgere bedst kendt under kælenavnet Bamse), så det der med at være bundet af dyr, det kendte jeg allerede til. Bundet forstået sådan, at man har et ansvar for at være der for dem, og f.eks. ferier eller weekendture lige skal koordineres lidt ekstra.

Men ærligt vidste jeg stort set intet om høns, og jeg følte at jeg blev nødt til at sætte mig nok ind i, hvad dette dyr kræver.

Derfor brugte jeg en del år på at tænke det igennem, finde ud af hvordan hønsehus og gård skulle være og generelt søge viden om hvad det kræver at have høns.

 

Hvad kræver det at have høns?

Det korte svar er faktisk, at det ikke kræver en hel masse.

Du skal selvfølgelig have et hønsehus og gerne en hønsegård også. Sørg for at hønsene kan lukkes i en voliere som har tag og er rævesikret.

Dagligt behøver jeg kun bruge 5 minutter på mine høns, men jeg bruger ofte meget mere, fordi jeg nyder at gå og snakke med dem (ja ja… tænk hvad du vil), håndfodre dem lidt og ind i mellem lade dem gå frit i hele haven, når jeg også går derude.

Men de “kedelige” og nødvendige opgaver tager kun ca. 5 minutter: at tjekke de har frisk vand, fodre og så gerne lige rive de værste hønseklatter sammen og hente æg. Derudover lukker jeg dem ud i hønsegården om morgenen og ind om aftenen. Vores hønsehus har dog automatisk hønselem, så de kan selv gå ind og ud i volieren.

Én gang ugentligt bruger jeg derudover 15 minutter på at muge ud hos dem, skifte halm i redekasserne, skifte beskidt strøelse ud og rengøre vandtrug.

Jeg vil vove at påstå at man hurtigt bruger mere tid på at gå og kigge på hønsene. Det har jeg personligt erfaret. For det er virkelig skønne dyr.

Mine gode råd og anbefalinger inden du anskaffer dig høns:

  • Tjek først og fremmest lokalplanen for dit nabolag, og hvad reglerne er for hønsehold; om du overhovedet må have høns, hvor mange, om der må være en hane i blandt og hvordan hønsehus og gård skal placeres ift. skel til nabo.
  • Tal med dine naboer og fortæl dem om dine hønseplaner, hvor hønsehuset skal stå (meget rart de ved at det ikke placeres lige op af deres terrasse eller soveværelse..) og sørg i det hele taget for, at de føler sig inddraget og oplyst. Det er altid bedst at være på god fod, og at de føler sig orienteret inden at de pludselig står i haven med morgenkaffen en sommermorgen og der så lyder galen og kaglen fra den anden side af hækken.
  • Rådfør dig med nogen der ved mere end dig. Snak med andre hønseejere og spørg dem til råds. De fleste vil gerne dele ud af deres erfaringer om alt fra valg af hønserace(r), rævesikring af hønsegård, hvilket foder der er godt og meget andet. Meld dig eventuelt også ind i nogle grupper om havehøns på facebook. Det kan give uundværlig viden at læse med der.
  • Find ud af hvem der kan se efter dine høns hvis du er bortrejst. Jeg fandt dog hurtigt ud af at denne del ikke er så svær. Mange vil gerne tjekke til hønsene, når de hører at de så må snuppe æggene.
  • Gør dig tanker om hvad der skal ske hvis en høne bliver syg. Vi har forklaret vores børn at selvom vi er glade for hønsene, så er de et andet slags dyr end vores hund. Bliver en høne syg og kan det ikke klares umiddelbart så den bliver rask, så er min egen indstilling at øksen må frem. Jeg ved, at andre har et anderledes syn på den slags og f.eks. gerne tager høns til dyrelæge og starter store udredningsforløb. Det har jeg gjort klart, at jeg ikke vil (om end de selvfølgelig skal behandles og have en chance hvis man ved hvad de fejler og det kan behandles effektivt).

2 kommentarer

  • Ida

    Hej, hvad er det for et hønsehus i har? Og hvordan har i lavet hegnet?? Kh Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Hej Ida
      Huset er fra Hønsehuseksperten og hegnet er et hasselhegn jeg har købt i silvan og selv sat op.
      KH Theresa

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grødsmoothie m. sødkartoffel, figen og banan (+6 mdr.)