Budgetboller – morgenbrød til 52 øre

Spar både tiden og pengene på turen til bageren og server i stedet dit eget friskbagte morgenbrød i weekenden. Helt uden besvær, brug af røremaskine eller dej på køkkenbordet. Med denne opskrift tager det kun 5 minutter om aftenen at røre det lækreste morgenbrød sammen, og næste morgen er det klar på 20 minutter.
Modsat andre koldhævede opskrifter så baserer denne sig på de billigst mulige råvarer og indeholder ikke dyrt specialmel eller frø eller kerner. Du kan vælge blot at pensle dem med lidt mælk og drysse med havregryn (eller helt udelade dette…), men har du lidt birkes eller andet i køkkenskufferne, så drys det på toppen.
Inkl. ovntid har jeg udregnet en pris på 6,35 kr. for denne opskrift, svarende til en pris på 52 øre pr. morgenstykke.
Og så kan supermarkedets frostrundstykker (heller ikke de billigste af slagsen) altså ikke konkurrere med på prisen her. For slet ikke at tale om smagen – for se lige de her boller! Ingen vil tro at de har kostet så lidt at lave.
Opskrift på budgetboller (12 stk.)
Arbejdstid: 5 minutter om aftenen og 20 minutter om morgenen (inkl. bagetid)
Ingredienser
5 dl koldt vand
1/4 pk. gær (12g)
2 spsk sukker
1,25 dl finvalsede havregryn
10-11 dl hvedemel
1 tsk groft salt
Evt. lidt mælk eller æg at pensle med og frø/kerner at drysse på
Sådan gør du:
OM AFTENEN
Kom vand, gær og sukker i en stor dejskål og udrør gæret grundigt.
Tilsæt 5 dl hvedemel, salt og havregrynene og rør ud. Tilsæt herefter 5-6 dl hvedemel (imens du rører med en grydeske) til du har en fast, men klistret dej. Dejen skal ikke være for flydende, så den er en smule hård at røre i til sidst.
Dæk skålen med et viskestykke og sæt den i køleskabet i 8-12 timer.
OM MORGENEN
Tænd din ovn på 215 grader varmluft.
Med to spiseskeer fanger du klumper af dejen fra skålen og placerer på en bageplade beklædt med bagepapir.
Pensl evt. og drys med kerner, gryn eller frø.
Bag straks i ovnen i 12-14 minutter på den næstøverste ovnribbe.
Hej
Hvor længe kan dejen holde sig på køl?