Budgetboller - morgenbrød til 52 øre

Hjemmepasning: Find en legestue (eller lav en selv)

Jeg har nu snart været hjemmegående i 3½ år, og derfor føler jeg, at jeg efterhånden har en vis erfaring med, hvordan man som hjemmepasser finder sociale fællesskaber. De erfaringer vil jeg forsøge at give videre i indlægget her.

Som hjemmepasser vil man ofte opleve at omverdenen har et stort fokus på, hvor meget (og om overhovedet) ens børn socialiseres og kommer udenfor hoveddøren. En af de mest sejlivede fordomme om hjemmepasserlivet efter min mening. Der er nemlig masser af frivillige fællesskaber man kan indgå i som hjemmepasser og mulighed for at danne nære og værdifulde relationer – det er bare lige det med at finde dem. Det skal dette blogindlæg gerne være en hjælp til. Derudover oplever jeg, at der er et meget ensidigt fokus på at barnet skal have sociale relationer i hjemmepasser-tilværelsen. Og der vil jeg meget gerne slå fast: Det er lige så vigtigt, at mor eller far der går hjemme, har et socialt fællesskab i dagligdagen.

 

Hvor finder man andre hjemmepassere?

Jeg har fornyeligt oprettet en facebook-gruppe, hvor det er hensigten, at hjemmepassere fra hele landet skal kunne komme i kontakt med hinanden og gøre opmærksom på lokale legestuer og tiltag for hjemmepassede børn.

Er du hjemmepasser eller planlægger at blive det i nær fremtid, så er du MEGET velkommen i gruppen, som du FINDER LIGE HER (KLIK). I gruppen opretter jeg løbende søgetråde for forskellige byer og deler ind i mellem blogindlæg om hjemmepasning.

Derudover er mine råd til dig:

  • at lave et søgeopslag i din bys lokale facebookgruppe, hvis sådan en findes. Mange byer/områder har facebookgrupper, hvor man kan dele opslag om alt fra bortløbne kæledyr, cykeltyveri, foredrag i området og alt muligt andet. Her kan du ofte efterlyse andre hjemmepassere i din by.
  • at møde op på det lokale bibliotek i dagtimerne og være opsøgende overfor andre mødre/fædre med småbørn. Hvis de render rundt blandt Rasmus Klump-bøgerne en tirsdag formiddag kl. 10.27, så er der ret god chance for at de også går hjemme.
  • at kontakte dit lokale kirkesogn og/eller bibliotek og spørge om de skulle have tilbud til hjemmepassede børn. Mange kirker og biblioteker afholder åbne legestuer, hvor man kan komme forbi.

At danne eller være en del af et frivilligt socialt fællesskab

Før (og undervejs) i sit hjemmepasserliv er det vigtigt at mærke efter som mor (for sig selv og på sit barns vegne), hvad ens behov for socialt liv og aktiviteter er i løbet af ugen.

Hvor meget man ønsker at mødes med andre afhænger både af barnets alder, ens eget sociale behov og evt. særlige forhold hos ens barn (sidstnævnte forstået således at nogle børn hjemmepasses fordi de har særlige behov eller sygdom der kan have betydning for hvor meget de kan være blandt andre børn). Da mit mellemste barn var under 2 år mødtes vi 2 gange ugentligt med andre børn. Efter han fyldte 2 år er frekvensen for dage udenfor hjemmet øget, og nu hvor han er 3 år, så mødes vi i hverdagene dagligt i 2-3 timer med børn fra vores legegruppe. Jeg vil gerne skrive mere om min oplevelse af børns behov for “at komme ud” alt efter alder. Mere om det i et senere blogindlæg.

Når man bevæger sig ud i hjemmepasserlivet, så vil man tit møde to begreber, når det kommer til sociale fællesskaber; legestue og legegruppe. Der er lidt forskellig tolkning af hvad de forskellige ting er, men oftest forståes nedenstående.

Legestue
En legestue er oftest et åbent tilbud, hvor man kan møde op som man har lyst. Det kan f.eks. være i den lokale kirke eller på det lokale bibliotek. Nogle lokale hjemmepassernetværk etablerer også legestuer – her er min erfaring at nogle er åbne imens andre kræver man optages, da de typisk har et max på antal børn og også nogle ønsker til aldersfordeling på børnene.

Legegruppe
En legegruppe er en fast gruppe af børn, der ses flere gange eller hver dag i løbet af ugen. I modsætning til legestuen, så er legegruppen ikke afhængig af en bestemt lokation, men er et fællesskab der flytter sig efter aktiviteter i løbet af ugen. Det giver børnene en fast social omgangskreds, hvilket kan give mere tryghed og bedre/tættere sociale relationer for børn og forældre.

Jeg og mine børn er medlem af en fast legegruppe, som jeg er med til at administrere. Legegruppen har et max på antal børn. Vi benytter os fast af nogle legestuer og derudover har vi også selv initiativer som gymnastik og ture, der kun er for børnene i legegruppen.

 

Regler når man ses

Det er en rigtig god idé at sørge for at have nogle regler eller enighed om værdisæt i ens legegruppe eller den legestue man danner eller indgår i. Her kan man f.eks. tage stilling til max antal børn i gruppen, om det skal være børn i en bestemt alder, om det skal være muligt at komme på venteliste til at deltage i legegruppen (f.eks. hvis nogle børn i den stopper hjemmepasning). Det er også en rigtig god idé at tage stilling til forældres brug af mobil og særligt fotografering mv. når børnene leger og man ses. En regel kunne f.eks. være at man bruger telefon i begrænset omfang, og at man ikke tager billeder af andres børn (eller hvertfald ikke deler dem udenfor nær familie eller lign.).

Det er oplagt at have en facebookgruppe for sin legegruppe, så man kan bruge den til dialog. Derudover kan det være en idé at give legegruppen et navn, så børnene føler en tilknytning til gruppen og f.eks. kan sige at de går i “legegruppen Solsikkerne”, hvis de bliver spurgt til om de går i børnehave.

 

Hvor mødes man?

Mulighederne her er mange – man kan tage på ture, lege hjemme hos hinanden eller deltage i åbne legestuer. Ofte er det lokale bibliotek også et rigtigt godt sted at være sammen. Mange biblioteker har rigtig gode faciliteter for småbørn med legeområder og spisepladser. Derudover er det også muligt at opsøge om man kan låne lokaler et sted. Er man en etableret legegruppe eller forening vil man også typisk kunne søge kommunen om at låne adgang til en hal eller gymnastiksal.

 

Hvor mange børn giver mening i en legegruppe?

Laver man en fast legegruppe er det vigtigt at tage stilling til, hvor mange børn man kan være. Igen kan der være særlige hensyn, der gør at man ønsker en lille legegruppe. Dog er det vigtigt, at den ikke bliver for lille, da man så er mere skrøbelig ift. sygdom osv. Legegruppens størrelse bør også tage hensyn til børnenes alder. 8 børn i alderen 9-24 mdr. er måske langt rigeligt, hvorimod børn på 3 år sagtens kan have en legegruppe på 14 børn eller flere.

 

At skabe engagement og et værdifuldt og givende fællesskab

For mig er de voksne i mit barns legegruppe “mine kollegaer”. Vi deler stort og småt i dagligdagen, og med flere har jeg fået et egentligt venskab. Alt det står og falder med at man vil fællesskabet – det er aldrig stærkere end det engagement man ligger i det.

Jeg er en del af en meget veletableret og stabil legegruppe, men det er den også kun blevet fordi vi voksne virkelig prioriterer fællesskabet. Selvfølgelig kan man have noget andet man er nødt til at tage til engang i mellem, og man kan også blive syg. Men en vis mødestabilitet er i min optik nødvendig. Selvom barnet har sovet dårligt, humøret ikke er helt i top eller det falder i søvn lige inden man skal ud af døren, så tager man afsted alligevel. Så må der soves lur i starten af legestue-tiden eller man må tage lidt tidligere hjem den dag. Det har været tilgangen hos mødrene i de succesfulde to legegrupper jeg har været en del af (både den med vores ældste barn og den nuværende med vores mellemste). Da vores ældste startede i skole, skulle jeg finde en ny legegruppe til vores mellemste. Der gjorde jeg mig mange erfaringer netop ift. det der med løse aftaler og forskelligt syn på mødestabilitet. I min optik er det sidste simpelthen det vigtigste for at få en succesfuld legegruppe: man skal ville det og prioritere det.

 

Jeg håber, at dette indlæg har givet nogle idéer til at lave eller blive en del af dit eget hjemmepasser-fællesskab.

Klar til leg i et af de lokaler vi bruger i vores legergruppe. Her leger fortrinsvis børn i alderen 2-3 år.


Efterhånden som børnene i legegruppen er blevet ældre, så er vi begyndt at medbringe kreating til de børn der gerne vil trække sig fra legen og sidde og male, lege med modellervoks, trylledej eller lign.


Én gang om ugen har vi lånt os til en gymnastiksal som børnene elsker at slå sig løs i. Det er en lukket aktivitet kun for vores legegruppe.


Alle børnene i gruppen har madpakker med, og det er et kæmpe hit hos børnene at spise sammen. Måltidet bliver en større social begivenhed og der bliver som oftest delt indhold fra madpakkerne på kryds og tværs.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Budgetboller - morgenbrød til 52 øre