Sylteglas jeg genanvender

Det kræver masser af glas og flasker når man for alvor bliver bidt af at sylte, og der er ingen grund til at gå ud og bruge formuer på glas til brug for kogesyltning med sukker (saft, syltetøj, gelé osv.).

Til kogesyltning genanvender jeg syltetøjsglas fra madvarer jeg (eller andre) har købt. Fordi vi her ikke arbejder med sur pH værdi til konserveringen, så skal man ikke være nervøs ift afsmitning fra lågene. Tjek altid lågene er pæne og glassene intakte.

Nogle glas er nemmere end andre at tage i brug. Etiketter og lim kan være virkelig svære at få af, men dem jeg her viser er til at have med at gøre (obs: du kan ikke kun bruge glas af den smagsvariant jeg viser – alle glas i serien af samme type kan det samme).

Her kan du se hvilke glas jeg især samler på. Hvis du sammenligner med billedet øverst i indlægget her, så kan du se, hvilke glas jeg bruger til hvad.

 

Glassene fra “kartofler i lage” er perfekte til større mængder feks hele stykker frugt der sukkersyltes, store portioner frugtmos/grød eller henkogte tomater (mere om henkogning en anden gang). Etiketten glider lige af hvis den lægges i blød i et par timer.

De små kapers glas er super søde til helt små mængder syltetøj eller gelé. Perfekt til værtindegave eller smagsprøver på de forskellige ting. Etiketten ryger lige af ved iblødsætning.

Etiketten gør det samme på olivenglassene.

Juiceflasken kan man nemt skrabe etiketten af blot den har lagt i blød. Det samme med Fynbo glassene og glassene med champignons.

Ved Svansø og Salling Marmelade glas skal man dog bruge lidt mere knofedt, men jeg synes glassene er så yndige, at det er arbejdet værd.


Spørg familie/venner om de vil gemme for dig

Vi mennesker er vanedyr og køber ofte loyalt det samme produkt igen og igen. Derved kan man snildt få samlet masser af ens sylteglas med tiden. Spørg gerne familie og venner om de vil samle for dig. Så får du hurtigt masser af flotte glas til dine sylteprojekter.

2 Kommentarer

  1. Hej
    Hvor koldt opbevare du dine sylte sager? Saft syltetøj osv
    Mvh Jette

    Svar
    • Hej Jette
      Jeg opbevarer i et skab væk fra varmekilder (ingen solskin der rammer skabet og væk fra komfur/radiatorer) som er ca. 18 grader varmt. Vigtigt med mørk opbevaring. Den mest ideelle opbevaring er lidt under stuetemperatur i et køligt viktualieskab. Men det er jo ikke alle der har adgang til sådan et, og det er også min erfaring at det går fint, så længe man er opmærksom på at skabet ikke udsættes for varmepåvirkning fra f.eks. solstråler der rammer det i løbet af dagen.

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *