
Havesæsonen nærmer sig sin slutning og nu handler det om at få gjort haven klar til at gå vinteren godt i møde.
Se mine haveopgaver for oktober her.
RYDDE OP I DRIVHUS
Den store rengøring af drivhuset venter jeg med til foråret – primært fordi, at jeg har en stor vinplante i det og den smider blade hele vinteren. Nu nøjes jeg med at kassere visne planter
SÆTTE FORÅRSBLOMSTRENDE BLOMSTERLØG
Lad foråret titte tidligt frem i din have næste år ved at sætte blomsterløg af tulipaner, krokus, hyacint, påskeliljer, anemoner mv. Det vil du ikke fortryde. Ved at sætte blomsterløg kan du have en blomstrende have fra marts – lang tid før stauder og sommerblomster viser sig. Du har dog ikke travlt med at sætte løgene her og nu.. de kan fint sættes helt indtil slutningen af året (bare jorden ikke er frossen) og vil stadigt blomstre kommende sæson.
TAGE DAHLIAKNOLDE OP AF JORDEN
Inden frosten for alvor rammer skal dahlia op af jorden og børstes godt af. Opbevar tørt, køligt (men frostfrit) og mørkt.
LUKKE TERASSEOMRÅDER NED FOR I ÅR
Pas på dine havemøbler, parasol og hynder ved at pakke det væk for vinteren. Tekstiler der kan vaskes bør du med fordel gøre det med og så opbevare dem indendørs eller i et skur. Jeg stakker havemøbler og krukker under halvtag og sørger for at ikke-frostsikre krukker er godt i læ.
GØRE INDGANG TIL HUSET EFTERÅRSHYGGELIG
Omfavn efterårets hygge ved at pynte indgangen til huset (trappe eller sti mod hoveddør) med krukker med lyng og stedsegrønne planter. Stil lanterner med lys ud, græskar og måske en krans ved døren.

0 kommentarer