Midsommersyltetøj

Denne skønne syltetøj (eller marmelade – kald det hvad du vil) er indbegrebet af smagen af dansk højsommer,

Jordbær, rabarber og hyldeblomst i en skøn forening, og det smager SÅ godt tør jeg godt love!

Syltetøjet har lidt konsistens, da det består af en blendet jordbær/hyldeblomstgrød, hvor der tilsættes helt små rabarbertern og hyldeblomster.

Perfekt til pandekager, vafler, på friskbagt franskbrød eller oven på en ostemad.

Midsommersyltetøj (giver ca. 1 liter færdig syltetøj)

Arbejdstid: 45 minutter

 

Ingredienser

400g jordbær

1½ dl hyldeblomstkoncentrat

400g rabarber

500g sukker

1 hyldeblomstskærm – kun blomsterne herfra!

 

Sådan gør du:

Kom jordbær og hyldeblomstkoncentrat i en gryde og kog jordbærerne møre og bløde.

Snit imens dine rabarber helt fint i små tern.

Når jordbærerne er godt kogt ud, så tages gryden af varmen og jordbærerne blendes til en helt fin jordbærpuré med en stavblender.

Kom gryden med jordbærpuré tilbage på blusset og tilsæt nu alt sukkeret, rabarbertern og hyldeblomsterne.

Rør rundt og kog det hele godt igennem i 5-8 minutter til rabarberne også er bløde, men stadig har bevaret deres form.

Skum syltetøjet af.

Kom din varme syltetøj på sterile glas (evt. skyllet i atamon) og luk dem straks til.

Opbevar i et mørkt skab. Korrekt konserveret er holdbarheden minimum 12 mdr.

Efter åbning skal opbevaring ske i køleskab.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *