Pommes Anna

Pommes Anna er en af mine favoritopskrifter på tilbehør, når gæster skal forkæles med et godt stykke oksekød. Til mørbrad og roastbeef egner de små kartoffelfirkanter sig helt perfekt og giver et lidt mere gourmetpræg til måltiden end hvis valget var kartoffelbåde eller lign.

Pommes Anna består af helt tynde skiver kartoffel (ideelt set skåret på mandolinjern – det gør jeg), som stakkes ovenpå hinanden og pensles med smeltet smør i mellem lagene. Jeg tilføjer frisk timian og rosmarin i min smør, hvilket højner smagen endnu mere. Prøv det! Og ellers kan de naturligvis også blot laves med smeltet smør.

Og så er Pommes Anna i øvrigt nemme at forberede dagen i forvejen, så du blot skal stege dem sprøde i ovnen inden servering.

Opskrift på Pommes Anna (til 4 pers.)

Arbejdstid: 30 minutter (+ mindst 12 timer som kartoflerne kan stå i pres i køleskab)

 

Ingredienser

1 kg kartofler (gerne dem der hedder “spisekartofler” i supermarkedet)

125g smør

1 spsk finthakket frisk timian

1 spsk finthakket frisk rosmarin

Lidt flagesalt

 

Sådan gør du:

DAGEN FØR

Kom smørret i en lille tykbundet gryde og lad det smelte langsomt ved lav varme.

Imens skrælles kartoflerne og rives i helt tynde skiver på et mandolinjern.

Det nu smeltede smør tages af varmen og alt det klare gule smør hældes over i en skål – lad det hvide bundfald (vallen) blive i gryden og kassér det.

I det klarede smør tilsættes krydderurterne og der røres lidt rundt, så de fordeler sig.

Beklæd en helt lille brandepande med bagepapir. Min form her er 13 x 18 cm.

TIP! Inden du kommer bagepapiret i fadet, så krøl bagepapiret grundigt til en kugle og ret papiret ud igen. Nu kan det trykkes jævnt ned i din form.

Læg kartoffelskiver i et lag og hæld en smule smør ovenpå og fordel med en pensl over hele laget. Læg nu et nyt lag kartoffelskiver på og gentag processen til alle kartoffelskiverne er brugt .

Til sidst lægges et stykke bagepapir løst henover fadet som låg og gerne et metallåg fra en gryde eller lign til at holde på papiret.

Bag kartoflerne i midten af ovnen ved 185 grader almindelig ovnvarme i 1 time.

Fjern låget fra det øverste stykke bagepapir og læg i stedet et skærebræt (eller en anden form) ovenpå og derefter noget tungt – f.eks. en pakke uåbnet sukker. Meningen er at kartoflerne skal ligge i pres imens de køler af.

Kom kartoffelfadet (med pres) i køleskab indtil næste dag.

SERVERING

Skær kartoflerne ud i kvadrater af den størrelse du ønsker og placer dem på en bageplade. Drys med flagesalt og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader almindelig ovnvarme til de er gyldne og sprøde i kanten. Mine får ca. 12-15 minutter i ovnen.

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *