Skrukhøns – mine erfaringer og råd

Når man har høns, vil man fra tid til anden opleve at en eller flere høns bliver skruk.

At hønen bliver skruk betyder, at den ønsker at udruge kyllinger. Den lægger sig derfor på reden stort set permanent. Denne adfærd finder sted uagtet om der er en hane i hønsegården eller ej.

Det tager ca. 21 dage at udruge kyllinger, og skrukke høns bliver derfor liggende i ugevis og adfærden kan fortsætte i måneder, hvis ikke hønen afskrukkes eller får stillet sit behov for små kyllinger.

“At skrukke” er normal og sund hønseadfærd.

 

Hvordan ved jeg om min høne er skruk?

Jeg har selv en høne i min flok nu, som skrukker let. Også selvom hun faktisk er en hybrid (blandingsrace), og ifølge opdrætter ikke burde skrukke.

Det starter ofte lidt ud af det blå: Pludselig en dag så ligger hun bare beslutsomt i en redekasse, hvor hun har samlet en god stak af de andre hønsedamers æg under sig.

Hun bliver insisterende liggende og rejser sig kun kortvarigt for at spise/drikke, hvorefter hun skynder sig tilbage til pladsen i reden.

Efterhånden som dagene går vil hun forlade reden endnu mindre. Hun går nærmest ind i en “skruk-trance” hvor hun enten ligger med halvlukkede øjne eller måske bare stirrer ud i luften. Hun lægger ikke længere selv æg. Hendes kam begynder at blive bleg og sammenfalden. Hun vil ofte brumme, hvis man kommer for tæt på eller forsøger at snuppe æg under eller ved siden af hende. Og ofte vil alle hønsegårdens æg ende netop dér… under skrukhønen. Høns synes nemlig, at det er utroligt hyggeligt at lægge deres æg sammen med hinanden (måske de sludrer lidt imens ligesom damer der går på toilettet sammen til fester…?).

Endeligt vil hønen ofte plukke sig på maven, så hun endnu bedre kan holde æggene varme og opretholde den rigtige fugtighed omkring dem.

 

Jeg har en skrukhøne – hvad nu?

En skrukhøne kan føles ubelejligt som hobbyhønseejer. Hønen leverer nemlig ikke selv nogle æg, og værst af alt så finder den ikke selv ud af sin skrukhed. Det kan ende fatalt for hønen, som jo længere tid den er i skruktrancen bliver mere og mere afkræftet.

Der er kun to muligheder: enten skal man lade sin høne ruge på befrugtede æg eller også skal man afskrukke hende.

Sidstnævnte er der mange bud på hvordan man kan gøre. Også mange som jeg bestemt ikke finder værdige for dyret.

Man kan efter min erfaring forsøge sig med at lukke af for redekasserne, men det kan skabe problemer for de andre høns. Jeg er lykkes med at afskrukke min høne ved simpelthen at løfte hende af reden hver eneste morgen og løfte hende i en stor løbegård, hvor hun ikke kan gå ind til de andre høns (og hønsehus og redekasser). Efterhånden som de andre høns har lagt deres æg i løbet af dagen, så er de også sat ud i løbegården til hende. Det tog en lille uge, så var hun ikke længere skruk. Dette er den eneste metode jeg ønsker at dele og vejlede om: sørg for at hønen ikke kan gå på reden. Om natten sættes hun på pind med de andre og man kan der spærre redekasserne af indtil næste morgen (f.eks, med en træplade, kasse eller lign.).

Men du kan selvfølgelig også vælge at lade din høne blive mor. Hvis ikke du har en hane i flokken, så kan du skaffe rugeæg fra en anden hønsegård og lade skrukken ruge på dem. Det er sjovt at følge sådan et kuld kyllinger, og det kan være en rigtig fin måde at indføre nye medlemmer til hønseflokken på. Det er min klare erfaring, at kyllinger der er klækket i hønsegården og vokser op der, at de bliver lettere accepteret af de andre høns.

 

Hvis du vælger at lade skrukken bliver hønemor

Hvis du vælger, at lade skrukhønen ruge, så skal du skaffe befrugtede æg til den (såkaldte rugeæg), hvis ikke du har en hane i flokken.

Og så er det jo egentlig bare at lade hende ruge.

Men som nævnt længere oppe, så vil de andre høns i flokken helt sikkert opsøge hende for at lægge deres æg i reden hos hende. Det kan let blive et cirkus med at skulle holde styr på hvilke æg, der er de befrugtede. Og så giver det også meget “trafik” omkring skrukken, og jeg har oplevet det ende ud i, at der simpelthen bliver ødelagt rugeæg.

Derfor isolerer jeg altid min skruk i et “skrukbur”. Jeg indretter et hjørne af hønsehuset til hende bag trådnet med redekasse, mad og vand.

Det nye rugeområde placerer jeg hende altid i for første gang om aftenen. Der flytter jeg hønen fra hendes selvvalgte redekasse og der over, hvor jeg ønsker hende. Jeg sørger for, at der ligger lokkeæg i reden i skrukburet. Ofte vil skrukken forsøge at komme hen til sin gamle rugeplads og derfor gå lidt uroligt rundt til en start, men når hun får øje på reden med æg lige ved siden af sig, så bør hun lægge sig.

Hvis hun næste morgen ligger på den nye rede, så er flytningen vellykket, og så placerer jeg de befrugtede æg under hende og fjerner lokkeæggene. Lokkeæggene kan være kunstige æg eller blot de almindelige ubefrugtede æg.

Dagligt løfter jeg hende ud i gården så hun kan strække ben og støvbade og omgås de andre høns lidt. Efter 10-15 minutter tager jeg hende tilbage til skrukburet igen og placerer hende lige foran redekassen med hendes æg. Det er vigtigt ikke at forsøge at selv lægge hende ovenpå æggene. Det kan betyde, at hun får mast nogle af dem, hvis hun spjætter eller bliver skræmt når man sætter hende ned. Hun finder selv hurtigt over på æggene.

Efter 20-21 dage skulle æggene gerne begynde at klække.

Mit “skrukbur/kyllingegård”. Bag trådnettet har hønen kunne ruge i fred på de befrugtede æg. De første dage efter kyllingerne er klækket er det også et sikkert sted for de små at opholde sig. Fordi det er i selve hønsehuset, så går kyllingerne fra start helt op af de andre høns i flokken. Dette er en stor fordel ift. deres socialisering med hinanden og at kyllingerne accepteres som en del af flokken.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *