Hjemmebagt toastbrød

Dette er en opskrift jeg har eksperimenteret med SÅ længe, for det skulle gerne være både blødt, luftigt og let i krummen.

Og endelig knækkede jeg for alvor koden, som dels handler om at tilsætte surmælksprodukt, blødt smør, rette mængde mel (endelig ikke for meget), og at salt og gær ikke kommer i direkte kontakt. Og at de friskbagte brød pakkes ind i fugtige viskestykker.

Hvis du gerne vil lave mere mad fra bunden, så er hjemmebagt toast noget man bestemt bør kaste sig ud i.

Jeg bruger røremaskine, men det behøver man ikke.

Opskrift på hjemmebagt toastbrød (2 stk.)

Arbejdstid: 3 timer (inkl. hævning og bagning)

 

Ingredienser

6 dl sødmælk

5 spsk sirup

40g gær

½ tsk stødt kardemomme

950-1100g hvedemel

½ æg

2 dl yoghurt natural, creme fraiche, A38 eller lign surmælksprodukt

100g blødt smør

2 tsk groft salt

Pensling: ½ æg

 

Sådan gør du:

Lun mælken så den er lillefingervarmt og kom den i en stor røreskål (brug gerne røremaskine hvis muligt) og tilsæt sirup, gær og kardemomme. Udrør gæret.

Tilsæt 500g hvedemel og rør grundigt.

Tilsæt det halve æg (rør ægget sammen med en gaffel i en kop og tilsæt halvdelen – resten gemmer du på køkkenbordet til pensling senere) samt yoghurten og rør videre.

Kom salten i resten af melet og tilsæt yderligere 300g hvedemel til dejen imens der røres på maskine.

Tilsæt det bløde smør og ælt det ud i dejen imens du langsomt tilsætter resten af melet til dejen føles tilpas. Lad maskinen røre i 5 minutter yderligere (eller ælt dejen godt igennem på bordet i 5 minutter hvis der ikke bruges maskine).

Lad dejen hæve i røreskålen i 1 time.

Drys en smule mel på bordet og skub dejen ud. Undlad at ælte den, men del den i to og fold/form til to franskbrød som kommes i forme.

Dæk med viskestykke og lad hæve 45 minutter.

Pensl med resten af ægget, snit dejen i toppen og bag ved 220 grader almindelig ovnvarme på den næstnederste ovnribbe i 40-45 min. til brødene lyder hule når der bankes på dem.

Befri brødene fra formene og lad dem køle 5 min. på bagerist inden du pakker hvert brød ind i et viskestykke (opvredet hårdt i koldt vand) og lader dem køle af 30 minutter inden de pakkes ud.

Du har nu 2 lækre bløde toastbrød!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *