
Hvad skal du have af overtøj og fodtøj til barnet i vinterhalvåret?
Med vintertemperaturer der kan bevæge sig mellem -10 til +15 grader, og vejr der både kan være meget vådt og blæsende, så er det rigtige overtøj af stor betydning.
Hvilket overtøj og fodtøj som garderoben præcis skal rumme, det afhænger dog i høj grad også af barnets alder. Der er stor forskel på hvad man har brug for som 12 måneder gammel baby, der måske primært er ude og sidde i barnevogn på ture i vintervejret og hvad man har brug for som 4 årig der giver den gas på legepladsen i børnehaven.
Begynd at tænk på vinterens overtøj allerede i september
Jeg ved godt, at det kan virke som meget tidligt, men det er altså et godt tidspunkt at begynde at få overblik over børnenes overtøj til den kommende sæson
▪Hvad passer måske stadig?
▪Er der noget i gemmerne, der kan gå i arv fra ældre søskende?
▪Hvad skal der indkøbes?
Ved at have overblik kan man både slå til på gode tilbud og genbrugsfund. Derudover er det min klare erfaring at rigtig meget af det populære vintertøj og -støvler bliver tynget godt ud i når der kommer børnepenge i oktober. Så har man mulighed for det, så er det en god idé at f.eks. sikre sig flyverdragter eller vinterstøvler hvor man ønsker et bestemt brand.
Så – hvor meget og hvad skal man præcis købe?
Jeg tager udgangspunkt i listerne i opslaget her alt efter barnets alder.
Måske du også kan bruge dem?
Husk de kun er vejledende og ment som en helt grundlæggende basisgarderobe for overtøj i vinterhalvåret for barnet. Hvis dit barn er meget glad for at tage bad liggende i vandpytter, går i skovbørnehave eller andet, så skal det måske have 2 flyverdragter for at de kan nå at tørre fra dag til dag.
Det kan også være svært at sige om 7 års alderen lige præcis er dér, hvor flyverdragten for alle børn stopper med at være aktuel. Måske har du en 8-årig eller 9-årig der elsker sin flyverdragt og hvor det bare fungerer. Så går man naturligvis med sådan en. Men min erfaring og oplevelse (som mor til 4 børn) er, at i 1. klasse der begynder den der flyverdragt at være lidt træls, når man bare hurtigt gerne vil svinge en jakke på og ud og lege i frikvarteret (og ikke vil til at have skoene af og på for at iføre sig sådan en stor dragt).
Til det helt lille barn (den nyfødte og frem til barnet har en alder, hvor det vil og kan sidde op i barnevognen på ture), der anbefaler jeg først og fremmest overtøj af uld. Det er åndbart og temperaturregulerende. Alt efter temperaturen udenfor, så giver jeg så små børn tøj på lag-på-lag til jeg vurderer de kan holde på varmen. Derfor f.eks. en god cardigan under en ulddragt (udover barnets almindelige tøj) og så dyne, tæppe og dækken på barnevognen. I den alder vil almindeligt (vand- og vindtæt) overtøj hindre varme fuldstændigt i at komme væk fra kroppen, og derfor har jeg aldrig puttet mit nyfødte barn i en flyverdragt i barnevognen. Hold altid øje med barnets temperatur i nakken og følg myndighedernes anvisninger for, hvad der er forsvarligt sove-ude-vejr.
Husk: Du kender dit barn bedst og intet i dette blogindlæg er en facitliste.


Mit system til overblik over hvad der skal købes
Jeg noterer alle tingene ned for hvert barn ud fra listen for deres alder.
Herefter overstreger jeg alt, som jeg kan tjekke af at vi allerede har (en del går i arv her hjemme, fordi .. livet med 4 børn).
Herefter begynder jeg at indkøbe de forskellige ting (husk at tage forbehold for voksetillæg jo tidligere på sæsonen der købes) og kan f.eks. holde øje med gode tilbud og genbrugsfund.
Når man ved hvad der skal købes, så er det også nemmere hurtigt at slå til, når vinterkollektionerne fra ens favoritbrands kommer til salg.
0 kommentarer