
Denne skønne paprikagryde kan både laves med gris eller kylling alt efter, hvad man er til.
Det er uanset hvad en velsmagende og ikke mindst nem hverdagsret, som ikke tager ret lang tid at lave.
I opskriften tilsætter jeg squash, champignon og rød peberfrugt (de to sidste ting er ret vigtige for retten), men vil du gerne skrue op før grøntsagerne og har du lidt andet du skal have brugt op, så kan du fint tilsætte helt små broccolibuketter, fintsnittet bladselleri, revet knoldselleri, fintsnittet auberfine, cherrytomater i kvarte eller andet du har.
På den måde er det også en ret, der kan hjælpe med at rydde ud i køleskabet.
Jeg serverer med ris til og gerne også lidt gnavegrønt af agurk, peberfrugt og gulerod.

Opskrift på paprikagryde m. ris (til 4 personer)
Arbejdstid: 30 minutter
Ingredienser
1 spsk olivenolie
1 rødløg, hakket
400g grisekød eller kyllingefilet i tern
100g squash, revet fint
100g champignon, skåret i mundrette stykker
100g rød peberfrugt, skåret i mindre tern
1 fed hvidløg, presset
1½ tsk stødt paprikapulver
150-200g cocktailpølser, skåret i mindre stykker
2½ dl piskefløde
2 tsk koncentreret tomatpuré
TILBEHØR: 4 dl ris
Sådan gør du:
Forbered grøntsagerne ved at skylle dem og snitte dem efter anvisningen i ingredienslisten.
Varm en mellemstørrelse gryde op til medium-høj varme og kom olivenolie i sammen med det snittede løg.
Tilsæt kødternene og vend godt i gryden i ½ minuts tid, så kødet steges af på alle sider.
Sæt risene over efter anvisningen på pakken.
Tilsæt herefter de øvrige snittede grøntsager samt det pressede hvidløg og paprikapulver. Vend godt i gryden og skru ned til medium varme og lad det hele stege i et par minutter imens du jævnligt vender i gryden.
Tilsæt pølserne og steg dem af, hvorefter du tilsætter piskefløde og tomatpuré til gryden.
Smag til med salt og peber og skru ned for varmen under gryden imens risene koger færdig.
Server når risene er klar.
TIP! Selve gryderetten er fint egnet til frysning, så du kan jo overveje at lave dobbelt portion og derved have en omgang nem mad i fryseren.


0 kommentarer