– Indlægget her indeholder REKLAME for BlandSelvFrø samt reklamelinks –

Derfor skal du anlægge en skærehave
Der er få simple ting der er så smuk og berigende som en buket sommerblomster. Hurtigt samlet i hånden og lidt “uordentlig” i udtrykket. Det er for mig lykke og rigdom i sin helt enkle form.
Jeg elsker blomster, både i min have og som pynt på spisebordet, stuebordet og ved siden af sengen. Da jeg begyndte at interessere mig for have, så fyldte det meget for mig, hvordan haven tog sig ud: at den var smuk og blomstrende at bevæge sig rundt i. Så jeg fyldte den med stauder, beskar roserne så de tog sig pænest muligt ud og satte blomster i krukker. Jeg havde lyst til at tage blomsterne med ind, og klippede også lidt af engang imellem, men jeg havde ikke lyst til at ødelægge havens udtryk ved at plukke og klippe for meget til buketter.
Og der opstod min tanke om en skærehave med blomster, som jeg netop kunne plukke løs af uden tanke på “huller” i mine fint anlagte blomster- og stauderbede.
Nu har jeg dyrket skærehave i 3 sæsoner og nyder at kunne plukke massevis af smukke buketter – både til mig selv og andre – hele sommeren.
Dette indlæg er henvendt dig, der også gerne vil i gang med skærehave-projektet, men som måske tænker “Hvor hulen starter jeg lige….?”

Sådan kommer du i gang med en blomsterskærehave
“Rom blev ikke bygget på én dag” gælder bestemt her: Jeg vil virkelig anbefale, at man ikke kaster sig over for meget det første år. Bare rolig – du kommer til at høste masser af fine buketter allerede i år, men der er ingen grund til at kaste sig ud i 27 forskellige blomstertyper.
Jeg ved, at det er nemt at lade rive sig med og købe en helt masse frø, hvor blomsterne ser pæne ud på frøposerne, men desværre er det sådan med blomster, at nogle af dem er lidt nogle divaer. Nogle er svære at få til at spire, nogle skal klippes for at forgrene sig og blive brugbare i buketter, og nogle egner sig faktisk slet ikke som snitblomst, fordi de smider blomsterbladene, når de bliver plukket.
Nedenfor her finder du mit bud på de aller bedste blomster til din første skærehave. De er nemme at dyrke og de belønner dig med masser af blomster, der er gode i buketter.
De er alle det man kalder 1-årige – dvs. du sår dem (med undtagelse af dahlia som er en knold der sættes) i foråret og så giver de blomster denne sommer. Næste år vil du skulle så igen for at få blomster (omend du kan være heldig at de selvsår – igen med undtagelse af dahlia.. mere om det nedenfor).
Med disse kan du plukke buketter fra juni-oktober.
Hvis jeg skulle starte min første skærehave, så ville jeg starte ud med 2 pallerammer af 120 x 80 cm ala DENNE type (REKLAMELINK).

Find en god solrig plads i haven og sørg for mildt gødet og veldrænet jord, der er luget for ukrudt. Så giver du dine blomster de bedste betingelser.
I den ene palleramme ville jeg sætte solsikker i bagerste del, lave en mini-tipi af bambusgrene midtfor som jeg ville sætte ærteblomster ved. Du kan også avancere lidt mere og forbinde de to bede med en rosenbue. Der er flere billige modeller i metal som bare stikkes i jorden. Foran ville jeg så kornblomst og okseøje.
I den anden palleramme ville jeg sætte 3 dahliaknolde i den ene halvdel af bedet og så masser af stolt kavaler i den anden ende (gerne et mix af lyserøde og hvide).
Når du sår dine blomster, så tag ikke afstandsanbefalinger helt så højtideligt. Jeg drysser bare mine frø ud (undtagelse: ærteblomst og dahlia) og bruger gerne rigeligt frø. Så tynder jeg ud efterhånden som de gror frem, hvis nødvendigt. Men oftest lader jeg dem vokse helt tæt og dermed også støtte hinanden.
I det sene efterår (oktober/november) tømmer du dine skærehavebede for plantedele (dahlia kan vinteropbevares i et frostfrit skur), og river jorden godt igennem. Tilsæt gerne noget kompost og en masse tørre blade. Lad bedet hvile til næste sæson, hvor du igen kan så blomster i det.
Rabatkoden ovenfor gælder til alle links under billedet her.

Stolt kavaler (Klik og find frø) – Stolt kavaler kaldes også for “Cosmos” og de findes i et væld af farver og varianter. Jeg ville starte ud med dette mix af lyserøde og hvide, som er en meget budgetvenlig variant af stolt kavaler og som kvitterer med masser af blomster. De såes direkte på voksestedet i starten af maj og vil blomstre fra juli måned. De bliver omkring 80-110 cm høje og de vil skyde igen og igen selvom du klipper af dem.
Ærteblomst (Klik og find frø) – Ærteblomster dufter fantastisk og kommer i de fineste farver. De er lidt mere spinkle i det end de øvrige blomster jeg har udvalgt her, men der altså også egnet til at klippe af bruge i buketter. Sørg for at give dem noget at vokse af og at plukke før de danner bælge. De kan forspires indenfor i en kølig vindueskarm eller i et drivhus i april og udplantes i maj. På den måde giver du planterne et forspring og undgår at fuglene spiser de helt små spirer. De vil give dig blomster fra juni til august.
Dahlia (Klik og find stort udvalg) – Dahlia kan hurtigt blive en besættelse, hvor man simpelthen ikke kan få nok af de skønne knolde. Det er fristende at shoppe amok i de mange smukke varianter, men i din første skærehave vil jeg anbefale, at du holder dig til 3 knolde. De skal i jorden i starten af maj og vil give dig blomster fra juli måned og til frosten sætter ind. Dahlia belønner dig med flere blomster jo flere du klipper af planten.
Kornblomst (Klik og find frø) – Kornblomst er en smuk markblomst med en markant blå farve (men den kommer også i lyserøde og lilla farver). Den tilføjer ikke en masse fylde til dine buketter, men vil bestemt gøre sig bemærket med sin farve. I bedet vil du også se, at den er elsket af bier og sommerfugle, og den vil derved tiltrække summende liv til dit skærehavebed. Den såes direkte på voksestedet (ikke egnet til forspiring) i marts-april og vil give 70-90 cm høje blomster fra juni.
Solsikke (Klik og find frø) – En blomst der nok er velkendt af alle, og som virkelig kan indtage hovedrollen i din blomsterbuket. Den er meget iøjnefaldende! Så gerne flere løbende som du høster hele sommeren. Bare tryk nye frø ned i jorden en gang om ugen. Så de første i starten af maj og høst fra juli til september. Når du vælger hvilken sort du køber, så vær opmærksom på hvor høj den bliver.
Okseøje (Klik og find frø) – Denne er også kendt som “margurit” og vil være en smuk tilføjelse til dine sommerbuketter. Den bliver kun 30-50 cm høj, så sørg for at så den forrest i dit bed ift. solen. Kan såes fra starten af maj og vil blomstre fra juli.


Tak for en virkelig fin gennemgang 🙂 Har du nogen link til billige rosenbuer eller forslag til hvor de kan købes?
Vil det være nok med en pose frø af hver slags eller hvor meget skal man bruge til de to pallerammer du beskriver?