
Roulade er en lidt overset kage, hvis du spørger mig, og det er synd, for den er både nem at lave, kan varieres på mange måder og smager skønt.
Denne roulade er med en syrlig brombærmarmelade og en fløjlsblød og cremet hvid chokolademousse.
Den indeholder lidt mange elementer – både en marmelade og mousse lavet fra bunden – men det skal du ikke lade dig skræmme af, for de er begge ret simple at lave. Du kan dog vælge at bruge købemarmelade, men den vil ofte være en del sødere end den jeg laver i opskriften her (brug 250g marmelade/syltetøj hvis du køber den færdig).
Jeg foreslår at du klargør flødeblandingen til den hvide chokolademousse dagen før (så den blot skal piskes på dagen).

Opskrift på roulade m. brombær og hvid chokolade (til 8 pers.)
Arbejdstid: 3 timer (OBS: at chokolademoussen skal stå i køleskab i minimum 8 timer eller fryser 1 time)
Ingredienser
ROULADEBUND
3 æg
175g sukker
1 tsk vaniljepulver
75g hvedemel
25g kartoffelmel
1 tsk bagepulver
+ lidt sukker til at drysse med
BROMBÆRMARMELADE
200g brombær
85g sukker
HVID CHOKOLADEMOUSSE
1 blad husblas
3½ dl piskefløde 38%
100g hvid chokolade
PYNT
Brombær og/eller spiselige blomster eller mynhteblade/myntheblomster
Sådan gør du:
HVID CHOKOLADEMOUSSE
Kom husblassen i en skål med koldt vand.
Hak den hvide chokolade groft.
Lun forsigtigt piskefløden op til kogepunktet i en tykbundet gryde. Pas på den ikke brænder på eller koger over. Når den begynder at småboble tages gryden af varmen, og den hvide chokolade tilsættes og røres forsigtigt ud, så den smelter.
Vrid husblassen for vand og tilsæt den til den varme flødeblanding og rør forsigtigt rundt så den opløses.
Hæld flødeblandingen over i en skål og dæk
Sæt på køl i 8 timer eller 1 time i fryser (den må endelig ikke fryse – så hold øje!) indtil den er ca. 5 grader.
ROULADEBUND
Æg og sukker piskes længe så det bliver lyst og luftigt.
De tørre ingredienser afvejes og blandes godt sammen og sigtes herefter i dejen af 3-4 omgange. Vend dejen forsigtigt sammen, så du ikke slår luften ud af den.
Fordel dejen på en bageplade beklædt med bagepapir i et stort rektangel svarende til bagepapiret, men lad 1-2 cm af kanten på bagepapiret være fri hele vejen rundt.
Bag straks i midten af en forvarmet ovn (210 grader almindelig ovnvarme – ikke varmluft!) i 7-10 minutter til den begynder at tage farve. Den må endelig ikke få for meget.
Tag ud af ovnen og dæk straks med et rent viskestykke, så dampen holdes inde på din rouladebund, og den ikke bliver sprød/hård.
Find et rent stykke bagepapir frem og læg det på dit køkkenbord og drys det jævnt med sukker. Når din rouladebund har kølet et par minutter (så den er håndterbar) vender du den med toppen nedad på det sukkerdryssede bagepapir, så den nu ligger i mellem de to stykker bagepapir. Læg et opvredet viskestykke (så det er fugtigt) øverst og lad nu din rouladebund afkøle helt.
BROMBÆRMARMELADE
Kom brombær og sukker i en gryde og varm op ved medium varme.
Kog din brombærmarmelade til bærrene er møre og lad den så køle af.
SAMLING AF ROULADE
Pisk den afkølede fløde med en håndmixer til den bliver til en blød og lækker chokolademousse. Tag 5-6 spsk af moussen fra i en sprøjtepose med stjernetyl. Det skal bruges til pynt på toppen.
Fjern det våde viskestykke og træk forsigtigt det øverste stykke bagepapir af rouladebunden.
Fordel nu først den afkølede brombærmarmelade ud på bunden og derefter den hvide chokolademousse.
Brug bagepapiret til at ‘løfte’ rouladen imens du ruller den sammen til den klassiske rouladeform ved at rulle fra den lange side.
Skær endeskiverne af, så din roulade får pæne afslutninger (de kan evt. gemmes i fryseren og bruges til trøfler/romkugler).
Pynt nu din roulade med moussen i sprøjtepose og evt. friske brombær, spiselige blomster eller måske myntheblade.
TIP! Jeg har pyntet med stedmoderblomster. Både stedmoderblomst og hornviol er spiselige, så de kan sagtens kommes på kagen, og hvis nogle skulle spise dem, så kan de altså trygt gøre det. Vælg dog usprøjtede blomster. Dvs. enten øko eller nogle der vokser i din egen have.



0 kommentarer