Klassisk stjerneskud

Et klassisk stjerneskud med rødspætte og rejer er en perfekt frokost en forårs- eller sommerdag. Det kræver lidt mange elementer at sammensætte, men lad dig ikke skræmme af det, for det er faktisk ikke så svært – og serverer du det for frokostgæster vil de helt sikkert elske det!

Hvis du gerne vil have lidt mere fylde i det som måltid, så vil jeg foreslå, at man serverer ekstra toast til ved siden af i en brødkurv.

Opskrift på klassisk stjerneskud (til 4 pers.)

Arbejdstid:

Ingredienser

SKALDYRSDRESSING

150g creme fraiche 38%

3 spsk mayonaise

3 tsk tomatpuré

1 spsk citronsaft

½ tsk stødt paprika

+ salt og peber efter smag

STJERNESKUD

4 skiver toastbrød (gerne en god slags – f.eks. Pågens roast and toast med blå birkes som jeg har brugt her)

100g smør

8 rødspættefileter

1½ dl mælk

1 dl hvedemel

1 æg

1 dl rasp

4 store stykker crisp salat, skyllede og dryppet af

16 friske grønne asparges, skyllede

12 hvide asparges, konserves

150g rejer

4 tynde skiver agurk

4 tynde skriver øko citron

80g stenbiderrogn

1 bundt dild

Salt og peber

Sådan gør du:

SKALDYRSDRESSING

Alle ingredienser røres sammen i en skål. Smag til med salt og peber.

PANERET RØDSPÆTTEFILET

I 4 dybe tallerkener fordeles hhv. mælk, hvedemel, æg (piskes let sammen med en gaffel) og rasp.

Kom 4 rødspættefileter ned i skålen med mælk (jeg vælger her gerne de aller flotteste blandt de 8 der i alt skal bruges til opskriften). Varm en pande op og smelt 60 g smør på den. Tag nu én rødspættefilet ad gangen, dryp den hurtigt af for mælk og vend den så først i hvedemel, derefter det sammenpiskede æg og til sidst raspen. Kom straks på panden. Gentag med de resterende 3 rødspættefileter. Vend dem undervejs imens du sikrer dig at de bliver stegt gyldensprøde og skru så helt ned for komfuret.

HVIDVINSDAMPET RØDSPÆTTEFILET

Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Beklæd et lille ovnfast fad med bagepapir. Rul 4 rødspættefileter sammen og læg dem på række i fadet. Hæld hvidvinen over dem og kværn lidt salt og peber over. Dæk fadet med staniol og sæt i ovnen i 12-14 minutter til fileterne føles faste, men endelig ikke tørre.

SMØRSTEGTE GRØNNE ASPARGES OG BRØD

Sæt evt. de panerede fiskefileter ind i en slukket ovn i et fad dækket med staniol, så de holder sig lune sammen med de dampede fileter.

Tør panden af for rasp og smelt nu 20g smør på den. Skyl asparges og knæk den nederste hårde del af. Steg i smør.

Kom det resterende smør på panden og steg nu toasten på begge sider, så den bliver let gylden.

SAMLING AF STJERNESKUDET

På 4 tallerkener anrettes dine stjerneskud.

Start med et stykke toast, smør med 1 tsk skaldyrsdressing og læg et blad salat på.

Kom en paneret fiskefilet ovenpå og derefter 2 tsk skaldyrsdressing.

Herefter placeres 4 smørstegte asparges, 3 hvide asparges, 1/4 af rejerne og en dampet fisk.

Pynt til sidst med stenbiderrogn, en skive citron, en skive agurk og frisk dild.

Server straks.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *