
Dén her ret var der stor interesse for da jeg delte billeder af den på min story på Instagram.
Og det forstår jeg godt – for altså.. alle aftensmadsretter som nemt kan laves i et fad og tager under 30 minutter er jo bare gode at have i baglommen.
Jeg serverede den her med en citron-hollandaise, men man kan også røre en urtecreme af creme fraiche og finthakkede friske krydderurter. Skal retten mætte sultne teenagere, så kan man også supplere yderligere med et godt baguette og smør.

Opskrift på laks i fad med kartofler og asparges (4 pers.)
Arbejdstid: 15 min. + 20 min. ovntid
Ingredienser
450g laksefiletter m. skind
800g små kartofler
250g asparges
1/2 øko citron
Citronpeber og flagesalt
Olivenolie
En håndfuld frisk dild
Sådan gør du:
Skyl og skrub kartoflerne grundigt. Halver kartofler der er for store ift resten, så alle har ca. samme størrelse. Kom kartoflerne i en gryde, dæk med koldt vand og bring i kog. Når de koger skal de have 7-8 minutter og så hældes vandet fra. Dette gøres for at sikre at kartofler og laks er færdige samtidig.
I et fad fordeles kartofler og dryppes med olivenolie. Kom laksen ved. Skyl asparges og knæk dem så du kun bruger den sprøde ende og fordel også. Skær citronen i skiver og fordel i fadet. Pres evt lidt citronsaft direkte udover laksen også. Drys særlig laksen med citronpeber og hele fadet med flagesalt.
Sæt fadet i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft og giv det 15-20 min. til laksen er gennemstegt.
Drys fadet med friske dildstilke og server.



0 kommentarer