Kylling i fad (indisk inspireret)

Denne ret er kraftig inspireret af retten “butterchicken”, men er min egen “fordanskede” udgave. Jeg synes det er vigtigt, at man ikke kalder madretter noget de ikke er, og jeg vil helst ikke fornærme kendere af det indiske køkken. Derfor nøjes jeg altså også med blot at kalde den for “indisk inspireret” kylling i fad.

Det er en super nem hverdagsret; hurtig at sætte i ovnen og fuld af smag fra ingefæren og de varme krydderier.

Server gerne med ris til.

Opskrift på indisk inspireret kylling i fad (til 4 personer)

Arbejdstid: 15 minutters forberedelse + 45 minutters ovntid

Ingredienser

1 kg kyllingeoverlår/underlår

2 spsk olivenolie

1 rødløg, finthakket

1 fed hvidløg, presset

1 tsk spidskommen

½ tsk kanel

1 tsk stødt gurkemeje

1 dåse hakkede tomater

1 dl græsk yoghurt 10%

1 dl piskefløde

1 spsk fintrevet ingefær

Salt og peber

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Varm en lille kasserolle op på komfuret og tilsæt olivenolie, finthakket rødløg, presset hvidløg og krydderierne. Svits det hele godt af.

I en skål kommes græsk yoghurt og hakkede tomater, og dette blendes sammen til en ensartet konsistens (jeg bruger en stavblender).

I tomatsovsen tilsættes de stegte rødløg samt fløden og den fintrevede ingefær, og blandingen røres sammen.

Hæld i et ovnfast fad og placer kyllingen ovenpå sovsen med skindsiden op ad.

Krydr med salt og peber og kom så fadet i midten af ovnen i 40-45 minutter til kyllingen er gennemstegt.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *