Bananfuldkornsmuffins

Her får du opskriften på bløde og svampede bananfuldkornsmuffins. Det er en sukkerreduceret opskrift, så de indeholder mindre sukker end en traditionel muffin: kun ca. 10g pr. muffin.

De er uden chokolade, nødder eller andet “hurlumhej” – for at holde dem så simple som muligt.

Oplagte til madpakken.

Opskrift på bananfuldkornsmuffins

Arbejdstid: 25 minutter

Ingredienser

100g sukker

2 spsk farin

1 moden banan

½ dl smeltet smør eller smagsneutral olie

0,75 dl tykmælk

1 æg

100g hvedemel

50g hvid hvede fuldkornsmel

25g speltmel

1 tsk bagepulver

1 tsk vaniljesukker

½ tsk natron

Til formen: Smør eller olie på køkkenrulle

Sådan gør du:

Tænd din ovn på 180 grader varmluft.

Kom bananen i en røreskål og mos den med en gaffel. Tilsæt sukker, farin, smeltet smør, tykmælk og æg i skålen og pisk det hele hurtigt sammen i hånden med et piskeris.

Afvej melet og tilsæt bagepulver, natron og vaniljepulver til det. Vend godt i melet så det blandes med bagepulveret mv.

Tilsæt melet til røreskålen og rør det hele hurtigt sammen til en jævn dej.

Smør en muffinplade (en med plads til 12 muffins) med smør eller olie og fordel dejen heri.

Bag dine muffins på næstnederste ovnrille ved 180 grader varmluft til de er gyldne og kan bestå “strikkepindstesten” (stik en kødnål eller lign. i og tjek der ikke er dej på). De skal have ca. 10-14 minutter, men husk at ovne varmer forskelligt, så det kan variere.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *