Kartoffelsuppe m. rugbrødscrunch

Her får du opskriften på en cremet kartoffelsuppe fuld af smag! Det er nem og budgetvenlig hverdagsmad, og udover der selvfølgelig skal kartofler i, så kommer det sig ikke så nøje hvilke grøntsager/supperurter du ellers kommer i. Persillerod, pastinak, porre og jordskokker kan du også sagtens tilføje eller erstatte gulerod/knoldselleri/forårsløg med.

Jeg foreslår, at du serverer din kartoffelsuppe med en rugbrødscrunch man kan drysse over og sprødtstegte bacontern. Lidt snittet forårsløg eller persille er også lækkert at drysse på.

Opskrift på kartoffelsuppe (til 4 pers.)

Arbejdstid: 35 minutter

Ingredienser

SUPPE

600g kartoffel, skrællet og skåret i grove stykker

50g gulerod, skrællet og skåret i grove stykker

150g knoldselleri, skåret i grove stykker

1 forårsløg

1 fed hvidløg

1,2 liter vand

150 ml piskefløde

1 dl hønsefond (kan erstattes af en 1 dl kogende vand blandet med en biullionterning)

BACONTERN

250g bacontern

RUGBRØDSCRUNCH

4 skiver rugbrød (kan både være med eller uden kerner)

Sådan gør du:

Kom alle grøntsagerne (skrællede og skyllede og skåret i grove tern) i en stor suppegryde. Hvidløget piller du bare og lægger i gryden. Hæld vandet ved og bring i kog. Kog til kartofler og grøntsager er møre. Jeg koger uden låg, så der sker en lille fordampning fra gryden og grøntsagsvandet bliver mere koncentreret i smag.

Imens varmer du en pande op og steger baconen sprød. Lad den afdryppe på køkkenrulle.

Hæld halvdelen af vandet fra i en kande og den anden halvdel lader du blive i gryden. Det i kanden skal du bruge om lidt til at regulere konsistensen på din suppe.

Tag gryden af varmen og blend indholdet med en stavblender til en ensartet konsistens uden klumper. Tilsæt hønsefond (boullion) og vand fra kanden til konsistensen er som du ønsker.

Tag herefter gryden over på varmen igen og tilsæt fløden. Varm langsomt suppen op til lige under kogepunktet.

Imens laver du rugbrødscrunch. Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Beklæd en bageplade med bagepapir og smuldr rugbrødsskiverne ud herpå. Bag i ovnen til det bliver sprødt – men hold øje: det brænder nemt på. Vend lidt i det undervejs. Det skal ikke have andet end 4-6 min.

Server suppen med rugbrødscrunch og sprødt bacon til.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *