
I Nørrebroparken i København finder du denne hyggelige og charmerende legeplads.
Det er på ingen måde en ny og smart renoveret legeplads. Tværtimod giver den mig mindelser til min egen barndom i 90’erne, men altså kun på den absolut positive måde. Her er de klassiske gul-orange mooncars, der er plads til boldspil og leg i sandkasser og ved gynger. Derudover så er der “den nedstyrtede flyvemaskine” – som legepladsen har fået sit navn efter – og som man kan klatre på. Legepladsen byder på meget mere, så læg endelig vejen forbi, og udforsk også “Krible Krable stien”, det sunkne skib eller prøv den stejle rutchebane. Her er rigeligt at give sig til for børn i alle aldre.
Læg dertil at legepladsen er omgivet af de smukkeste gamle træer. Et perfekt tilflugtssted som børnefamilie, hvis man er i nærheden af Nørrebro og ungerne skal lege!
Legepladsen udmærker sig i øvrigt ved at have massevis af bord-bænkesæt, hvor man kan indtage madpakker. Så pak endelig picnickurven (og en termokande med kaffe til trætte forældre!).
Har man helt små størrelser med, så er der også et lille legeområde indenfor (åbent i den bemandede åbningstid), hvor børn i kravlealderen kan hygge sig. Her er der bl.a. legekøkken og diverse babylegetøj.

Godt at vide om Flyverlegepladsen:
☑️ Toilet forefindes.
☑️ Borde udendørs hvor man kan spise medbragt mad.
☑️ Indhegnet legeplads med pædagogisk personale.
☑️ Mulighed for de allermindste for at gå indenfor og lege.
Min aldersanbefaling: 1-14 år
PRAKTISK INFO
HVOR: Stefansgade 30, 2200 København N (inde i Nørrebroparken)
HVORNÅR: Legepladsen har åbent mandag-fredag kl. 9-17
PRIS: Gratis

0 kommentarer