Roastbeef

Roastbeef er skønt at servere, når menuen skal være lidt ekstra lækker, men man gerne vil undgå at vælte madbudgettet helt ved f.eks. at vælge oksemørbrad.

Med roastbeef’en får du et godt stykke oksekød, som kan serveres med et hav af forskelligt tilbehør. Jeg synes selv den er god med rødvinssauce og Pommes Anna til eller – som her – med ovnbagte kartofler og en god hjemmerørt bearneaise.

Uanset hvad du vælger at servere til, så er roastbeef nem at tilberede, og du skal ikke bekymre dig om at vende stegen under udskæring – det giver ret meget sig selv, hvordan den skal skæres. Modsat f.eks. cuvette og culottesteg.

Den egner sig også godt til gæstemad, fordi den kan tilberedes imens du laver foretten, og så kan man tage den ud af ovnen og spise forret imens stegen hviler.

Opskrift på roastbeef (til 4 pers.)

Ingredienser

Ca. 800g fersk roastbeef, snøret

2 spsk smør

Salt og peber

Udstyr

Stegetermometer

Stor gryde

Fad

OBS: Fad og gryde skal kunne rumme din roastbeef

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Dup din roastbeef tør for kødsaft med et stykke køkkenrulle.

Varm en stor gryde op så den er rygende varm. Smelt smørret heri og imens det bruser op, kommer du roastbeefen i gryden og lader den stege så den får stegeskorpe på alle sider – én side af gangen. Giv stegen noget friskkværnet peber og salt imens du vender den.

Når roastbeef’en er brunet af, så kommes den over i et fad. Stik et stegetermometer ind i midten af stegen på det tykkeste sted og sæt så fadet i ovnen.

En roastbeef som her i indlægget på 800g bør få 20-25 minutter i ovnen, MEN ovne er forskellige og det vigtigste er kernetemperaturen, som du måler med dit stegetermometer. Hold derfor øje med hvor hurtigt temperaturen stiger på dit termometer og ret dig altid efter det.

Når din steg har opnået den ønskede temperatur (ønsket kernetemperatur minus 2 grader) tages den ud af ovnen.

Lad den hvile i minimum 15-20 minutter (men ideelt gerne 30 min.) før den befries for kødsnor, skæres ud og serveres.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *