Valnøddebrød

DIY: Bryllupsblomster

Til et bryllup skal der altså bare være blomster – MASSER AF BLOMSTER.

Og er der en lille gør-det-selv-blomsterbinder i dig, kan du nemt kaste dig ud i at lave dine egne smukke blomsteropstillinger til dit bryllup.

Du får meget mere for pengene og et mindre poleret – men mere romantisk – udtryk, hvis du spørger mig.

Til vores bryllup lavede jeg selv (med god assistance fra min svigerinde) blomsterne, der skulle stå på bordene til vores fest.

Jeg har før skrevet om min forkærlighed for at arrangere blomster og grene i syltetøjsglas (LÆS MERE HER).

Det er en super økonomisk (læs: billig) måde at stille blomster op på, men ikke mindre smukt end hvis du havde bestilt kassevis af blomsterdekorationer fra en blomsterhandler.

På disse billeder i indlægget (med blomster fra vores bryllup) tror jeg, at der var 40 vaser med blomster.

Det kostede mig 500 kroner i indkøbte blomster og en tur ud på en sti, hvor jeg afskar grene, syrener og vilde blomster i massevis.

Det kræver lidt planlægning i forvejen, for til de mange blomster skal du selvfølgelig bruge nogle vaser. De sidste 4-5 måneder op til brylluppet gemte jeg derfor alt hvad jeg kunne af glas fra mad- og drikkevarer. Skal du hurtigere bruge en masse vaser kan du bede familie og venner gemme til dig.

TIP! Fjern etiketten på glas fra mad- og drikkevarer ved at lægge glassene i blød i vand. Mange etiketter vil da selv slippe. Gør de ikke det, så tørrer du glasset og kommer en tsk madlavningsolie på som du gnider ind i etiketten. Påfør opvaskemiddel og derefter vand og skrab etiketten af. Til de helt genstridige kan man endeligt bruge en smule neglelakfjerner.

Jeg gjorde det, at jeg købte 12 bundter blomster hos min lokale blomstermand og i et supermarked. Hvis bryllupsfesten har et farvetema, kan du her gå efter blomster, der matcher dette. Vælg de blomster der er i sæson. Roser er dog altid en klassiker til bryllupper, og som du kan se her, så befinder rosen sig også smukt sammen med det mere vilde look fra grene og stauder.

Saml en stor spand afskårne grene og sæsonens blomster fra grøftekant og træer.

Og så er det bare at være kreativ!

Jeg arrangerede blomsterne, så jeg hele tiden lavede 6 vaser ad gangen med det samme i. På den måde blev der noget ensartethed.

Blomsterne laves bedst 24-48 timer før brylluppet.

Hæld rigeligt vand i vaserne og stil dem så et køligt sted indtil de skal på bordet.

Skal de transporteres i bil, placerer du dem tæt i en høj frugtkasse eller lign.

Der er virkelig penge at spare her og endda helt uden at gå på kompromis med mængden af blomster.

TIP! Blomster arrangeret på denne måde er også oplagt til barnedåben eller den store runde fødselsdagsfest.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Valnøddebrød