The birkes m. masser af smør

Gode råd til barselsgæsten

Enhver gravid må forberede sig på, at så snart storken melder sin ankomst står familie, venner og bekendte klar til at komme og se ‘den lille ny’. Og som nybagt mor (og far) glæder man sig også til stolt at vise guldklumpen frem og se begejstringen lyse ud af alle dem, der skal være en del af babys liv.

Men måske bare ikke lige de første timer og døgn efter fødslen. En fødsel og en lille ny baby er en kæmpe omvæltning og stor begivenhed, som mange mest af alt har lyst til skal nydes mor og far i mellem i første omgang.

Derfor har jeg i dette indlæg samlet, hvad jeg synes er gode råd til barselsgæsten.

 

1. Lad den nybagte familie få ro

Ingen baby knytter bånd til tanter, naboer og mors veninder – eller andre end mor, far og søskende – de første uger ude af maven.

Og der er nogle, der forventer, at de kan komme på barselsbesøg før epiduralblokaden overhovedet er ude af kroppen hos babymor.

Hav forståelse for at den lille nybagte familie har brug for ro de første mange dage. En nyfødt baby er en stor omvæltning både første og de følgende gange man bliver forældre. Mor er udkørt efter en fødsel. Far og søskende skal lige finde sig selv i den nye familiesituation. Der skal være ro til at etablere amningen. Alle er trætte på grund af vågne nætter og nye rutiner.

Jeg ved fra mange gravide og nybagte mødre, at de RIGTIG gerne vil vise baby frem til hele venne- og bekendtskabskredsen, men for mange er de første dage også en følsom tid, hvor man bare har brug for ro.

Baby er stadig sød og nyfødt. Også 2 og 3 uger gammel.

 

2. Kend dit nr. i besøgskøen

Ovenstående bringer mig naturligt videre til dette punkt, nemlig at man skal kende sit nummer i besøgskøen. De nybagte bedsteforældre og forældres søskende – altså den tætte familie – er naturligt de første, der skal se den lille ny. Giv plads til det og så må man som veninde eller kusine holde lidt igen.

Send en SMS til den nybagte familie – ønsk tillykke og spørg hvordan det hele er gået/går. Så kan du ret hurtigt fornemme, hvornår de er klar til dit besøg.

Hint: vendinger som “min krop er helt ødelagt ovenpå fødslen”/”jeg får kun 30 minutters søvn om natten” betyder i virkeligheden “vi har desværre ikke overskud til andet end baby lige nu”.

 

3. Lad være med at komme uanmeldt – spørg altid først

Altså medmindre du er den nybagte mormor/farmor og kun lige kommer for at fylde køleskabet og gå en lang tur med hunden. Den slags vil de fleste gerne overraskes med. Men en grandkusine og hendes 4 unger, der pludselig står og banker på, når baby LIGE er faldet i søvn – det er aldrig sjovt.

Det korte råd: Spørg altid først. Og hav punkt 1 og 2 in mente.

 

4. Medbring gerne selv kage

Forvent ikke den store forplejning, men hav kage eller lidt brød med og sæt selv vand over til the.

 

5. Bliv ikke for længe

Hvor længe er FOR længe? Ja, i min optik kommer det her igen an på om man er nær familie. Den nære familie kan godt blive lidt længere, fordi mor typisk ikke føler hun skal være så meget “på” men godt kan efterlade baby i favnen på farmor og så selv snuppe et bad eller en kort lur. Som hovedregel mener jeg dog, at det gode barselsbesøg maksimalt varer 45 minutter. Især hvis baby sover. Så vil mor nemlig også gerne sove og helst ikke sidde de to timer og drikke the og snakke.

 

6. Se om der er noget du kan hjælpe med

Vil du gerne blive lidt ekstra og gøre lidt for den nybagte mor – måske særligt hvis fars 14 dages fædreorlov er slut og hun er alene med bebs – så se dig omkring hjemme hos hende og tilbyd at gå ned med hunden (kæmpe tjeneste hvis hun bor i lejlighed!), snup opvasken eller andet. Selv små ting er en kæmpe hjælp.

 

7. Accepter at du måske ikke kan holde baby

Måske er der problemer med amningen og mor har baby liggende mod brystet konstant.

Måske sover baby, og så skal du altså ikke tage ham/hende op.

Eller måske er mor bare ikke klar til at sende baby på rundtur hos alle. Hav respekt for det.

Lad mor selv spørge om du vil holde den lille.

 

8. Kom på besøg igen – gerne når baby er meget ældre

Dette er næsten det vigtigste punkt for mig – nemlig at du skal huske at besøge mor og baby, når baby er blevet større og nyhedsværdien i baby er faldet. Når mor går hjemme på 5. måned på barsel har især hun brug for besøg og voksne, der stadig gider hende og viser interesse for hendes barn og hvordan det hele går. Og som bonus er det jo her, at du virkelig kan begynde at danne et bånd til baby, hvis du ønsker det.

Gode veninder/venner og familie er der hele barslen. Ikke kun på et enkelt barselsvisit de første 2 uger efter fødslen.

 

LÆS OGSÅ: “Kære førstegangsmor…”  (ting jeg ville ønske jeg havde vidst som nybagt mor)

2 kommentarer

  • Mathilde

    Helt ærligt, så må det barselsbesøg bare gerne vare en halv time. Ikke noget med at slå sig ned! Og det her lyder også lidt forkælet, men det er SÅ rart når der er nogen, der har taget aftensmad med som de lige efterlader i køkkenet, inden de går. Jeg har haft et glas kødboller fra Wodenspoon + spaghetti og parmesanost med til veninder på barsel, for jeg elskede selv, når nogen havde mad med, dengang jeg selv var nybagt mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Theresa Lange

      Jeg er helt enig Mathilde. Og ja, vildt skønt når besøgende lige afhjælper et eller andet praktisk. Det er i virkeligheden den bedste støtte man kan få som mor.. fremfor 2½ times snak ved køkkenbordet over the og kaffe imens baby drømmer i sin vugge, og man bare ser muligheden for selv at få et hvil, inden baby vågner igen, forsvinde længere og længere væk…. 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The birkes m. masser af smør