Hyldeblomstsaft

Isaks værelse

I dette indlæg vil jeg vise Isaks værelse.

Isak er 5 år gammel og har et værelse der ligger lige op ad mit og min mands soveværelse, og så har det egen udgang til haven.

Værelset er oprindeligt tænkt i lyseblå nuancer og var egentlig meget “enkelt” indrettet, men efterhånden har Isak sat sit eget præg på det, hvilket jo også er meningen med et børneværelse – det skal være barnets og indbyde til leg, fantasi og sjov.

En 5-årig har typisk også en masse legetøj. Og gerne i alverdens farver og materialer, og det skal man bestemt ikke begrænse ønsket om synes jeg. Derfor kan sådan et drengeværelse altså heller ikke være et tone-i-tone værelse.

For at bevare et pænt og behageligt udtryk i rummet, handler det for mig meget om at sørge for gode opbevaringsløsninger, som giver en ro til rummet (og gør at det hele ikke ser alt for rodet ud), men som samtidig er overskueligt for barnet og giver nem mulighed for at gribe ud efter legetøjet og starte de bedste lege.

Isak elsker virkelig at lege, så hans legetøj er meget vigtigt for ham. Og han leger med DET HELE skal jeg hilse og sige. Det vidner oprydningsopgaven også af….

Isaks værelse har tre hvide vægge og én væg der er tapeseret i dette fine isblå, skinnende tapet med mønster. Det er endnu en måde man kan få tapet ind i sin indretning på; ved at nøjes med at opsætte det på én væg og lade den blive fremhævet på den måde. Tapetet her har en meget skinnende overflade og er super smukt. Det er købt hos Mandrup Poulsen tapet på Frederiksberg. Jeg husker desværre ikke hvad det hedder, men hvis nogen efterspørger det meget så efterlad en kommentar. Så skal jeg forsøge at grave igennem bonner og kvitteringer fra da vi renoverede og se om jeg ikke kan finde navnet på det.

Farven på tapetet har jeg forsøgt at bruge flere steder på værelset for at skabe en sammenhæng og “rød tråd” i indretningen.

Den går igen i malingen jeg har brugt på reolen og hans bogkasse, i diverse opbevaringskasser, hylden fra CamCam og gardinet.

Værelset er indrettet med gamle møbler og hylder jeg selv har malet kombineret med ny-indkøb fra bl.a. IKEA. Reolen herover er en gammel reol jeg har malet med blå højglansmaling. Den har således fået “nyt liv” og er en virkelig god opbevaringsløsning til legetøjet, som står sorteret i kurve.

Seng, tøjskab og bord/stole er købt hos IKEA. Sengen er super praktisk fordi det er en træk-ud-seng, så den kan vokse med ham, når han bliver højere. Den er vi rigtig glade for. Man køber madrasstykker med så man kan forlænge madrassen, når sengen gøres længere. (FIND SENGEN HER)

Tøjskabet er også fra IKEA. Isak har egentlig indtil fornyligt blot haft en gammel antik (og meget lille) kommode til sit tøj. Den har faktisk kunne rumme hans tøj fra han var nyfødt og til han fyldte 5 år. Den har Adam nu overtaget. Isak havde dog brug for mere plads da tøjet simpelthen fylder mere – og så ville det da også være rart med muligheden for at kunne hænge noget tøj på bøjler. Alt det lever dette fine skab fra IKEA op til. Det indeholder også en god dyb skuffe med masser af plads og en hylde over bøjlestangen. Og så kan toppen af skabet faktisk bruges som opbevaringsplads til legetøj. Godt skab til prisen. Husk at fastgøre det til væggen. (FIND SKABET HER)

Boghylden er fra CamCam og forhandles i flere farver.

Kurve til opbevaring af legetøj køber jeg hos IKEA og Jysk. Kurve-poserne er fra Søstrene Grene som jævnligt har disse poser (dog varierer farverne fra kollektion til kollektion).

Hatteæskerne bruges til opbevaring af DVD’er (vi er stor fan af DVD’er til børnene) og er købt hos Søstrene Grene.

Som alle andre børn i 5 års alderen har Isak alle mulige mærkelige plastik-legetøjs-dimser. De opbevares i kasser jeg har beklædt med tapetrester fra vores gamle lejlighed. Isak er også rigtig glad for Anders And blade og jumbobøger. Dem opbevarer vi i kurve.

Under sengen har vi også udnyttet pladsen med bed rollers hvori der opbevares legetøj.

Bogkassen på gulvet har jeg selv malet (se mere HER).

Perler, puslespil og modellervoks der er brugt sådan ca. et par hundrede gange – det er vist obligatorisk på et børneværelse for et barn på Isaks alder. Jeg har forsøgt at skabe “ro” i indretningen med disse ting ved at male hylderne i en farve, der matcher værelsets øvrige farvetema og finde opbevaringsløsninger med blå farver. Den lille spilledåse er købt på et loppemarked og kan spille den sødeste melodi. Den har Isak haft siden han var spæd. Den er dog ikke så ofte i brug længere – nu hører han Sigurd Barret og Åh Abe!-cd’en på sin lille radio.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hyldeblomstsaft