Min første måned som hjemmepasser

I morgen er det en måned siden, at jeg var inde forbi min arbejdsplads og fortælle dem, at jeg ikke kommer tilbage efter barslen med Adam (som formelt slutter lige om lidt). Og det var bestemt ikke fordi jeg ikke var glad for mit arbejde. Eller fordi jeg havde fundet et nyt job.

Der var bare noget jeg var gladere for og som var – og er – vigtigere for mig.

Mine børn. Min familie. Det hjem vi har. Den erkendelse og beslutning har jeg tidligere skrevet et par indlæg om. Læs dem herunder.

LÆS OGSÅ: En stor beslutning for vores familie

LÆS OGSÅ: Derfor tog vi vores børn ud af institution

Den måned der er gået har budt på mange tanker, følelser og på sin vis overraskelser.

Jeg er overrasket over, hvor mange oprigtigt velmenende og opbakkende ord jeg har fået med på min vej. Men mest af alt er jeg taknemmelig for det. Det betyder uendeligt meget, at der er mange, der kan forstå min beslutning og den prioritering. Som giver varme ord, virtuelle skulderklap og historier og erfaringer fra deres eget liv videre til mig i en god og hjertevarm hensigt.

Dernæst har jeg skulle vænne mig til en kasse som nogen måske putter mig i. Ærligt – det kostede nogle følgere på min Instagram at skrive, at jeg ikke havde lyst til at sende mit yngste barn i vuggestue, og at jeg var kommet frem til at børnehaven heller ikke var det bedste for den ældste af vores børn.

Jeg ved ikke hvorfor – om det måske har rørt ved noget i nogle af dem der forsvandt fra min profil – om der er nogen, der forestillede sig, at jeg fra nu af ville opponere mod institutioner og fortælle andre forældre, at de var dårlige forældre, hvis de sender deres barn i vuggestue. For det vil jeg bestemt ikke. Man skal ikke udskammes for at sende sit barn i institution. Men omvendt vil jeg også gerne ud med budskabet om at det er mere end OK som mor (og far) at mærke efter, og at hvis det ikke føles rigtigt at sende de små i institution, jamen at så er der ikke noget i vejen for at gå imod strømmen og tage børnene hjem. For man går imod strømmen når man hjemmepasser. Det at sende sine børn i institution er normalen i vores samfund. Noget mange ikke stiller spørgsmålstegn ved eller fortænker skulle være “det man gør”. Og det sidste vil jeg rigtig gerne åbne andre forældres øjne for; at der er et alternativ til at sende børnene i institution +40 timer om ugen. Og så vil jeg gerne fortælle historien om hvordan det er at tage skridtet og gøre noget der falder udenfor, hvad de fleste gør. Om hvordan det ér og vores dagligdag nu er grundet det valg.

Men udskamme forældre der sender deres børn i vuggestue og børnehave – det vil jeg ALDRIG.

Familier er forskellige, deres værdisæt og drømme er forskellige, og de muligheder og prioriteter de har er OGSÅ forskellige.

Det synes jeg vi skal have gensidig respekt for.

Omvendt synes jeg godt, at man mere overordnet på den måde vores samfund er opbygget kan tage en overvejelse og debat af, hvorvidt den er hensigtsmæssig, når det kommer til familiernes og børnenes velfærd. Jeg tror det ikke. Og jeg ville inderligt ønske at vores samfund opsatte bedre rammer og mulighed for familierne.

Den første måned har for mig indebåret en opbakning jeg virkelig sætter pris på.

Derudover har den også været præget af spørgsmål til mine tanker om børnenes socialisering, om hvordan det økonomisk hænger sammen for os, om jeg ikke keder mig derhjemme, om mine tanker om fremtiden og om jeg nu så synes man er ond, hvis ens baby skal gå i vuggestue.

Det sidste kan jeg svare klart og rungende NEJ til.

Resten vil jeg komme ind på i kommende indlæg her på bloggen.

Du er altid velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet nedenfor.

Tak fordi du læser med.