Anmeldelse: Welldone Ovn- og Grillrens

Forspiring og dyrkning af tomater (begynder introduktion)

– INDEHOLDER REKLAME FOR WWW.FANTASTISKEFRØ.DK –

Jeg indrømmer gerne, at tomater er blevet lidt en besættelse for mig. Jeg kan slet ikke begrænse mig. Som i SLET IKKE. Som jeg skriver dette blogindlæg, så har hele 11 forskellige sorter af tomater, der står til forspiring. På nuværende tidspunkt er de fleste spiret og har fået 2 kimblade og der bliver MANGE planter i år. Hvilket slet ikke gør mig noget, for jeg elsker tomater. De går som tilbehør til det meste mad; hvad end de kommes i en salat, bages i ovnen eller serveres som en ren tomatsalat med mozzarella og basilikum på toppen. Eller bare spises som snack. Og så kan de henkoges til vinteren og på den måde blive til den lækreste hjemmelavede tomatsauce. Læs mere om henkogning HER.

En ting er hvert fald sikkert; ikke meget kan måle sig med hjemmedyrkede tomater. Hvis du vælger at dyrke selv, så kan du ovenikøbet få en masse spændende tomater i forskellige former og farver. Noget der som sagt nærmest er blevet en hobby for mig.

Hvis du gerne vil prøve lidt mere spændende og sjove tomatsorter end det supermarkedets eller byggemarkedets frø-stand byder på, så kan jeg anbefale at kigge forbi Fantastiske Frø (KLIK HER), som har et kæmpe udvalg af tomatfrø (og mange andre frø). Mine frø til dette og forrige års tomatplanter er derfra.

Årets udvalgte tomatsorter hos mig – alle fra Fantastiske Frø. Indigo Rose, Gule Ribs, Blush Tiger og Green Zebra er favoritter fra tidligere år og så er der også nye sorter jeg ikke har prøvet før.

Selvom vi nærmer os slutningen af marts, så er det bestemt ikke for sent at gå i gang med projektet med at forspire tomater.

Tomater kan såes allerede fra starten af marts, men det er min erfaring, at de så nemmere bliver lidt ranglede inden udplantning. Derfor synes jeg medio marts er passende (når man som jeg har drivhus). Tomatplanter vokser meget hurtigt, så du kan forspire dem helt indtil slutningen af maj og stadigt få tomater i sensommeren.

Jeg sår tomater i store såbakker (bruger så- og priklejord) 2-3 frø i hvert rum. Jeg oplever rigtig høj spireevne hos dem fra Fantastiske Frø, så derfor nøjes jeg her med to frø i hvert rum. Når de små planter har fået 4 blade, vælger jeg de flotteste og sundeste fra og ompotter til små spirepotter (Ø7,5 cm, bruger halv så- og priklejord og halv jord fra plantesæk). Når de igen bliver for små, så kommer planterne igen i en større potte, som de bor i helt til udplantning (Ø13 cm, bruger kun jord fra plantesæk).

Tomatfrøene skal normalvis såes i 1 cm dybde, men det vigtigste er at frøene kan få lys gennem jorden. Så drys bare et tyndt lag så- og priklejord ovenpå de små frø. De skal bruge lys for at spire (så en solrig vindueskarm er en god idé), men når de først er spiret er temperaturen det vigtigste. De vokser fint ved almindelig stuetemperatur (optimalt 18-25 grader).

Jeg har tomater både i kapilærkasser i drivhuset, i krukker og direkte i jorden, når de plantes ud.

Tomatplanterne sættes ud i drivhuset når faren for nattefrost er ovre, imens de planter der skal på friland typisk skal vente til slutningen af maj eller starten af juni. Tjek gerne den sort du køber eller dyrker om den er egnet til friland. Det er dog min erfaring at rigtig mange tomatsorter kan dyrkes med stor succes bare de står i læ og gerne op ad en sydvendt mur. Så trives de næsten lige så godt som i drivhuset.

Husk løbende at binde planterne op og at knibe sideskud på sorter,  der ikke er busktomater.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anmeldelse: Welldone Ovn- og Grillrens