Guide: Lav din egen Barnets Bog

Togtur med børn – mine bedste tips

Jeg rejser ofte med tog og har altid gjort det med vores børn, da meget af vores familie er bosat i Jylland, og vi selv bor i en af omegnskommunerne til København. Min mor bor i Skagen-området, og skal jeg besøge hende med børnene selv (hvilket jeg gerne gør, da jeg jo går hjemme og nemt kan snuppe nogle dage ud af kalenderen), så er det altså en togtur på ca. 7 timer der venter.

Det er lang tid. Og du behøver bestemt ikke at skulle rejse så langt for at dette blogindlæg er relevant for dig.

Den togtur jeg oftest har taget er København-Horsens og altså ca. 2,5-3 timers rejsetid.

Efter i 8 år at have rejst disse togture med alt mellem 1-4 børn (både alene med børnene og med min mand, så vi trods alt var to voksne), så vil jeg vove at påstå, at jeg har en vis erfaring i disciplinen “togrejse med børn”.

Derfor får du her mine bedste tips til hvordan en lang togtur med små børn bliver så god som muligt.

 

1. Hvis muligt: rejs med små børn når de skal sove lur

Hvis det er muligt ift. rejsen, så snup den lette genvej og planlæg at sidde i toget i det tidsrum familiens mindste sover lur. Dette fungerer virkelig godt for børn i 1½-3 års alderen, hvor man er nede på 1 lang lur om dagen. Når barnet sover, så er der selvsagt mindre at se til som forælder. Medbring alt der skal bruges til at putte barnet til lur, og sørg for at barnet har oparbejdet et søvnbehov (vigtigt barnet ikke får en powernap i bilen på vej til toget). Da vi kun havde et barn gjorde dette vores togrejser fantastisk nemme, da vi så kunne sidde og slappe af (og krydse fingre for larm i toget ikke gjorde luren alt for kort). Rejser man med flere børn, så er det stadigt en hjælp, at et eller flere børn kan tage en lur under rejsen.

 

2. Bestil billetter i god tid og husk barnevognsbillet

Det bringer mig naturligt videre til næste punkt: Sørg for at have en barnevognsbillet. Dels så du er sikker på der er plads til den i toget, dels så du har pladsen i flexrummet (delen af vognen til barnevogn) til at putte barnet og evt. stå og vippe lidt med vognen til barnet sover. Barnevognsbillet er gratis i DSB-tog.

Bestil jeres billetter i god tid og husk pladsbilletter – også gerne en til baby. Så er det både billigere og I er sikre på, at I kan sidde sammen på turen.

 

3. Medbring rigeligt med snacks og mad/drikke

Dette er en af de aller vigtigste ting! Både fordi sultne børn bliver rigtig sure og umulige (fordi børn ingen behovsudsættelse har) og fordi snacks også kan virke som beskæftigelse.

Pak rigeligt med mad der mætter og lav også gerne snack-bokse med frugt/grønt og kiks/kage/slik/tørret frugt. Jeg bruger gerne madkasser med mange rum i, så jeg kan have alt muligt forskelligt med. Det er hyggeligt og der kommer altid ro på børnene når de kan sidde og hapse forskellige ting derfra.

 

4. Aktiviteter under turen

Vi har ikke Ipad til vores børn og forsøger at begrænse skærmtid. Derfor sørger jeg altid for at have forskellige aktiviteter med, som de kan få tiden til at gå med.

Gode aktiviteter i toget kan f.eks. være:

  • Klistermærkebøger med forskellige temaer, hvor klistermærkerne kan flyttes igen og igen (lav din egen zoo, hestefarm, dinoverden – der findes masser af gode bøger til dette – SE HER eller besøg din lokale Bog&Idé/Legekæden der plejer de at have dem)
  • Male og tegne redskaber. Pak fedtfarver (f.eks. disse) som kan fjernes fra DSB-togenes grå borde med en vådserviet, hvis barnet maler ved siden af. Tusch og kuglepen har jeg aldrig med til børn under skolealderen. Husk masser af tegnepapir og gerne en malebog.
  • Børnekryds- og tværsbøger til børn hvor dette er relevant samt blyant og viskelæder.
  • Pegebøger til de helt små.
  • Bøger med letlæselige historier afstemt efter børnenes alder. Små pixibøger er nemme at have med og indeholder ofte historier af en god længde, som man kan læse højt undervejs.
  • Legetøj kan også være en god idé at medbringe. Men lad være med at have for meget med – både fordi det blvier svært at holde styr på, men også fordi børn ofte kan finde på simple lege med en håndfuld legetøjsfigurer eller -biler. Jeg har gerne 3-4 figurer/biler med pr. barn.
  • Lege undervejs: Snak med børnene om det der ses udenfor togets vinduer – er der måske en bondegård, en lastbil der kører forbi, forskellige byggemaskiner og andet I ser undervejs. Leg også andre lege som f.eks. “Gæt et dyr”, hvor barnet eller dig skal tænke på et dyr og så skal den anden via spørgsmål gætte hvilket dyr det er.
  • Skærmtid eller lydbøger: På længere togture (+ 2 timer), hvor jeg er alene, der har jeg dog en ældre Iphone med, som jeg har downloadet nogle film til børnene på. Det kunne også være lydbøger. På flyveture eller rigtig lange ture kan nogle passende spil (apps) muligvis også være en god ting at have i baghånden. Download e

 

5. Vær bevidst (og konsekvent) om hvilke regler der gælder for turen, og overvej dette ..

Når alt ovenstående er tænkt ind i turen, så er der én ting mere som har været en uvurderlig hjælp for os, når vi rejser med vores børn: nemlig at man sidder på sit sæde, når man rejser med tog. Helt ligesom hvis man sad i et fly eller bil.

Jeg ved, at dette princip nok kan skille vandene, for hver gang jeg rejser med tog, så ser jeg forældre der vader frem og tilbage med et mindre barn i hænderne i kupéens midtergang, og jeg ser også børn som selv kravler rundt på gulvet, i gangen og under bordene det meste af turen. Hvis det fungerer for en – så fair nok – men for mig giver det for meget uro. Og med en børneflok på 4 nu, så kan jeg heller ikke håndtere børn, der smutter rundt i hele toget og tror togvognen er et legeland.

Det giver en bedre ro, hvis man lærer barnet at man sidder på sin plads, og det giver langt mindre at se til og holde styr på som forælder.

Det har vi gjort fra start med alle børnene, og det er noget de slet ikke stiller spørgsmålstegn ved nu. Det kræver, at man håndhæver princippet om dette på de første togture og er konsekvent omkring det. Men derfra har alle mine børn lært, at man sidder på sin plads, og jeg kunne aldrig rejse med dem selv, hvis ikke den regel var der, og de ikke respekterede den.

 

Jeg håber, at du kunne bruge mine tips til noget. Del gerne herunder i kommentarfeltet, hvis du har gode råd eller inspiration til at komme igennem en lang togtur med et eller flere børn.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Guide: Lav din egen Barnets Bog