
Hver søndag dedikerer jeg altid lidt tid til at forberede ugen der kommer.
Ved at være på forkant og visualisere hvad der skal ske kommende uge, så er der færre ting at tænke på i den ofte travle hverdag og især mandag morgen kan blive mere rolig.
Nedenfor kan du læse mere om mine søndagsrutiner.
TJEKKE OP PÅ KOMMENDE UGES KALENDER (5 minutter)
Jeg tjekker forældreintra mv. og får overblik over hvad der skal ske kommende uge. Hvis der er ting jeg skal huske særlige dage opretter jeg påmindelser for det i min telefons kalender. Feks hvis der skal en turtaske med skolebarnet om onsdagen.
GENNEMGÅ KØLESKAB (15 minutter)
Jeg rydder op i det og tager en helt let rengøring ved at tørre hylderne af med en fugtig klud og universalrengøring. Jeg får overblik over hvad vi har, hvad der skal bruges først og om noget skal kasseres. Her får jeg ofte de første idéer til kommende uges madplan.
LAVE MADPLAN (5 minutter)
Med udgangspunkt i hvad vi allerede har og hvad der er i fryseren laver jeg kommende uges madplan. Madplanen er enormt vigtig for mig. Jeg sparer penge ved planlægge måltiderne og så skal jeg heller ikke tænke mere på hvad der skal serveres til aften de næste 7 dage.
LAVE INDKØBSSEDDEL (5 minutter)
Ud fra madplanen og hvad vi allerede har, så laver jeg indkøbsseddel. Her tænkes også ind hvad der skal spises til dagenes øvrige måltider og hvad der skal i madpakkerne. Jeg handler gerne mandag til hele ugen og så supplerer jeg op fredag med lidt ekstra til weekenden.
SORTERE VASKETØJSKURVEN (10 minutter)
Mængden af vasketøj i en børnefamilie kan hurtig blive uoverskuelig. Derfor har jeg et system med sortering af vasketøj (se det HER), hvor alt inddeles efter farve/vaskeprogram. På grund af vi har små børn, så starter alt tøjet dog i en stor fælles vaskekurv på badeværelset. Det er den jeg tømmer og fordeler i systemet søndag. Så kan jeg nemt køre maskiner hver dag hele ugen, fordi alt er sorteret og bare skal sættes over. Jeg tømmer vasketøjskurven søndag og torsdag.
TJEKKE INDHOLD I PUSLETASKE OG BØRNS TASKER (10 minutter)
Jeg tjekker at pusletasken indeholder det den skal, rydder op i den og fylder op med bleer og andet nødvendigt. Jeg sikrer også at børnenes tasker indeholder det de skal – her gives hjælp ud fra barnets alder.

0 kommentarer