Min fødselsberetning - Isak (del 2)

Lyse lagkagebunde

Det er slet ikke så svært at bage sine egne lagkagebunde, så selvom jeg ikke dømmer nogen for at ty til den nemme løsning og købe dem, kan du nemt skrue op for lækkerheden i dine lagkager ved at bage bundene selv.

De bliver mere luftige og svampede, får en flottere højde og smager af meget mere.

Dette er en opskrift jeg har overtaget fra min mormor og den giver de mest fantastiske lagkagebunde. Så er det bare at finde ud af hvilke lækre cremer eller mousser, der skal i din lagkage ..

Opskrift på lyse lagkagebunde (kan bages i en springform op til 24 cm i diameter – jo mindre form, jo højere bunde får du)

Arbejdstid: ca. 20 minutter (+ afkøling af bundene før de kan skæres)

 

Ingredienser

3 æg

100g sukker

75g hvedemel

25g kartoffelmel

1 tsk bagepulver

1 tsk vaniljesukker

 

Til formen: Smør eller smagsneutral olie og lidt mel eller sukker

 

Sådan gør du:

Pisk sukker og æg længe til en lys og luftig æggesnaps.

Bland mel, bagepulver og vaniljesukker i en skål. Sigt det ned i æggesnapsen, imens du vender det i – uden at slå luften ud af æggesnapsen.

Beklæd bunden af din springform med bagepapir og smør formens kanter med smør eller smagsneutralolie. Drys lidt sukker eller mel ud i formen og ryst det rundt, så det sætter sig i fedtstoffet. Så slipper dine bunde nemt, når de er færdigbagte.

Bag dejen i en forvarmet ovn ved 200 grader almindelig ovnvarme i 8-10 minutter. Prik i den med en kødnål, så du er sikker på, at den er gennembagt. Bagetiden varierer alt efter formens størrelse – jo mindre form, des længere bagetid.

Lad den afkøle helt inden du deler den i tre.

 

TIP! Sådan skærer du dine lagkagebunde:

Lad den lyse kage afkøle helt.

Befri den fra formen ved at køre en kniv eller palet i træ langs springformens kant, og derefter åbne springformen. Løft kagen ud på køkkenbordet, men lad bagepapiret sidde på i bunden.

Hold med din ene hånd øverst på kagen. Med den anden hånd skærer du med en skarp brødkniv ind i kagen ca. en tredjedel fra toppen. Skær halvt ind i kagen og drej kagen rundt imens du skærer halvvejs ind hele vejen rundt. Bagepapiret i bunden gør det nemt at dreje kagen på bordet.

Gentag dette på midten af det sidste stykke af kagen. Herefter har du tre lagkagebunde. Bunden befries forsigtigt fra bagepapiret ved at vende den på hovedet, så bagepapiret vender op. Træk det forsigtigt af.

Vurder selv om bunden eller toppen er blevet pænest til at bruge øverst i din lagkage.

2 kommentarer

  • Sanne

    Tak for en god opskrift. De blev helt perfekte og luftige. Jeg bagte dem i en springform på 20 cm, 190 grader, i ca. 20-25 min. Vil helt sikkert gemme opskriften til næste gang 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Forstadsmor

      Er glad for du også er tilfreds med opskriften Sanne! Det er den min mormor sværger til, og hun har godt nok bagt en del lagkager 🙂 Derfor også min favorit.
      KH. Theresa / Forstadsmor

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min fødselsberetning - Isak (del 2)