At være hjemmegående husmor: Svar på jeres spørgsmål

På min instagramprofil var det i sidste uge muligt at stille spørgsmål til mit liv som hjemmegående. Der kom langt over 100 spørgsmål og jeg har forsøgt at samle dem bedst muligt i dette blogindlæg.

 

At være hjemmegående husmor

Hvad var startskuddet til at du valgte at blive hjemmegående?

Det var da jeg fødte Adam (vores barn nr. 2). Pludselig var vi en familie på fire og jeg synes tiden i hverdagen var alt for lidt til at nyde den familie vi havde skabt og at efterleve de værdier jeg følte var rigtige.

Jeg følte pludselig et meget stærkt behov for at være sammen mine børn og have mere ro på end en hverdag med to forældre i karrieresporet kunne give. At aflevere klokken 7 om morgenen, skynde sig på arbejde, skynde sig hjem og hente mellem kl 16 og 17 var forkert i hele min krop. Samtidig følte jeg en loyalitetskonflikt mellem job og familie – børns sygedage, muligheden for at tilbyde at arbejde over … Det var bare ikke det rigtige.

Der tog jeg og min mand en snak – og lagde vores liv om. Læs evt. mere om beslutningen HER.

 

Hvad er det bedste ved at gå hjemme? Har du et yndlingstidspunkt på dagen når du er hjemme og hvorfor?

Jeg elsker morgenerne. De er så rolige og jeg nyder at starte hver dag med vores to yngste børn helt nede i tempo, og at jeg kan sende vores ældste barn og min mand godt afsted i skole og på job. Og at jeg ikke selv skal skynde mig ud af døren efter noget. Det er virkelig én af de største forandringer (forbedringer) af vores hverdag. Det gør en kæmpe forskel at vores dag kan starte sådan.

Og så elsker jeg altså også lidt de der 1-2 timer om eftermiddagen hvor begge de små som oftest sover samtidig. Der nyder jeg at have helt ro omkring mig, selv slappe lidt af eller lave nogle projekter i hus eller have, hvor jeg kan lukke af for alt andet.

 

Hvordan kan du nå alt det huslige når du har børnene hjemme?

Jeg vil starte med at sige, at det heller ikke er alle dage jeg når det jeg har på min indre ‘to do’ liste. En hverdag hjemme med to små børn er bare lidt uforudsigelig, og det tager jeg som det kommer. Generelt så er det dog min overbevisning at der skal være plads til, at jeg både kan prioritere det huslige og mig selv i et eller andet omfang, selvom jeg har de to mindste børn omkring mig. Det har været en del af min og min mands tilgang til børnene, at vi kan være sammen som familie, men uden børnene hele tiden er omdrejningspunktet. De har lært at være med, hvor jeg er – f.eks. lege med klodser på gulvet ved siden af mig imens jeg gør rent eller ved at deltage i opgaverne i hjemmet/haven ud fra hvad de evner. Og sådan er det nødt til at være, ellers ville det ikke være holdbart for mig i længden, hvis jeg hele tiden skulle underholde dem.

 

Bliver det ikke kedeligt og ensformigt i længden at bare være derhjemme? Du må da savne voksensnak og intellektuelle udfordringer?

Jeg var også meget i tvivl om denne del, men jeg savner ikke udfordringer på en arbejdsplads. At omgåes andre voksne er dog vigtigt. Se svaret nedenfor.

 

Hvad med det sociale? Der må du da mangle noget?

Det sociale for mor, der går hjemme, skal bestemt ikke undervurderes. Det ER vigtigt. Det er alligevel begrænset hvor stimulerende samtaler om Gurli Gris og dinosaurer er i længden.  Derfor skal man vedligeholde sine venskaber og komme lidt ud uden børn ind i mellem, men vigtigst af alt skal man sørge for at skabe sig et fællesskab med andre voksne i dagligdagen. Jeg ser stort set hver dag andre kvinder i samme situation som mig (selvvalgt hjemmegående/hjemmepassere) og de er blevet mit sociale fællesskab, når vi mødes i legestue. Dem holder jeg meget af at ses med, og deler hverdagsliv og tanker med på samme måde som kollegaer på en arbejdsplads. De fællesskaber findes derude, men man skal aktivt søge dem selv og bidrage til dem.

 

Har du dage hvor du føler dig utilstrækkelig overfor børnene?

Ja, jeg har da bestemt dage, hvor begge børn kræver meget af mig, men decideret utilstrækkelig .. det er sjældent jeg har den følelse. Jeg gør det bedste jeg kan hver eneste dag,  og så ved jeg at det er godt nok. Også selvom børnene har en dag hvor de skriger i skiftehold (og samtidigt også) og intet bare kører som det skal. Det bliver sengetid for alle på et tidspunkt (trøster jeg mig med..) og så venter en ny dag i morgen.

 

Du virker så betænksom og serviceminded overfor hele familien, går det begge veje?

Det gør det. Jeg har en meget betænksom mand, som forsøger at give mig åndehuller fra børnene alt det han kan. Det kan være alt fra at han kontakter en af mine veninder og overrasker med at han tager børnene en given dato og jeg så skal ud og spise og hygge med mine veninder. Eller bare at han tager alle børnene og stiller en ansigtsmaske og hårkur frem og siger jeg skal tage en mini-spa på badeværelset uden børn. Vi har også en årlig “kæresteweekend” som han arrangerer, hvor vi tager på spaophold og jeg kan slappe helt af (ærligt, den tur tæller jeg lidt ned til igen så snart vi er hjemme fra den…).

 

Hvad gør I hvis du har brug for at være alene? Tænker man må blive “omsorgstræt”.

Kommunikerer det til min mand. Det er en aftale vi har. Så tager han børnene.

 

Hvordan lader du bedst op? Praktiske gøremål eller helt alenetid?

Åh det er et lidt svært spørgsmål. Jeg nyder faktisk rigtig meget at have alenetid hvis min mand f.eks. har de to store med på weekend hos hans forældre og jeg så bare har den yngste og kan slappe af når han er puttet om aftenen og ikke skal stå for madlavning og servicering af hele husholdningen på samme måde. Så laver jeg noget simpelt mad til mig selv eller bestiller god take away og spiser foran fjernsynet. Men jeg lader også op ved at gå i haven selv og lave små projekter. Jeg er faktisk ret dårlig til at sidde stille i løbet af dagen selvom jeg har muligheden. Jeg elsker at være udenfor og slapper af med f.eks. at luge bede og høre en god podcast imens.

 

De traditionelle kønsroller

Kan du fortælle mere om hvordan I har delt opgaverne op dig og din mand?

Ja, kort fortalt står jeg for alt det huslige imens min mand arbejder. Jeg handler ind, laver madplaner, gør rent, laver mad, smører madpakker, redder senge, rydder op, støver af, ordner vasketøj … Min mand slår græs, klipper hæk og renser tagrender. Men ellers står jeg for det huslige.

 

Er I fælles om det huslige i ferier og weekender?

Nej, det er grundlæggende stadigt mig der står for tingene i hjemmet. Min mand hjælper gerne lidt ekstra til med praktiske ting (rydder op efter børnenes leg, tømmer affald eller lign.), men ting som madlavning og vasketøj, det har jeg altid opgaven med. Og det gør mig ikke noget.

 

Giver opdelingen aldrig anledning til konflikter?

Nej, det gør det ikke fordi vi har talt det godt igennem og har en gensidig forståelse og anerkendelse af, hvad vi hver især bidrager med til familien.

 

Kører du aldrig træt i at være den eneste der f.eks. står for vasketøj og madlavning? Tænker du aldrig “argh jeg gider ikke i dag”?

Overordnet trives jeg med at stå for de opgaver. Jeg nyder at tage mig af min mand og mine børn, men jo, ind i mellem rammer jeg også en mur, hvor jeg absolut ikke overskuer det eller hvor alt med børnene bare spidser til… så dropper jeg alle planer jeg havde for tøjvask og rengøring den dag og hiver en færdigret op fra fryseren eller bestiller en pizza. Sådan er det ind i mellem. Også her hjemme.

 

Føler du at andre kvinder ser skævt til dig fordi du “opvarter din mand”?

Det er hvert fald et faktum at jeg skiller mig ud og ind i mellem kan jeg godt føle at blive set skævt til – eller bare manglende anerkendelse fra andre “stærke” kvinder der selv stiller sig offentligt frem. At have stillet mig frem i den offentlige debat den seneste tid efterlader mig også nogle gange med en følelse af at blive reduceret til en der ikke er kompetent nok til at tænke over egen fremtid og som ikke bør være et forbillede. Omsorgsarbejde i hjemmet anerkendes bare ikke på lige fod med lønarbejde. Det er lidt sjovt, for havde jeg taget afsted hver dag for at passe ældre mennesker eller andre folks børn som pædagog, så var der ikke en eneste der havde rynket på panden, selvom “jobindholdet” er meget det samme. Men jeg har lært at det vigtigste er hvordan man selv har det og føler. Og accepterer fuldt ud at når man stiller sig frem, så må man også kunne tåle lidt. Jeg er meget taknemmelig og overvældet over alle de kvinder der har skrevet varme og anerkendende ord til mig og delt deres egne historier og drømme om selv at gå hjemme.

 

Mange tror at det er et personligt offer for kvinden at gå hjemme – ser du også sådan på det?

Nej, det gør jeg bestemt ikke. Jeg tror modsat at det er et meget stort offer for mange kvinder at aflevere deres småbørn til institutionslivet de fleste af barnets vågne timer. Men at det er et nødvendigt offer fordi vi i høj grad har indrettet vores samfund og familiernes privatøkonomi efter at der er to fuldtids-udearbejdende forældre.

 

Hvad tænker du om at din mand er så lidt en del af børnenes hverdag ift. dig?

Min mand er en lige så stor del af børnenes liv som jeg er – bare på hans måde. Det at jeg går hjemme og sørger for det huslige betyder, at han har et helt andet overskud som far overfor dem. Han er utroligt nærværende overfor dem og er også den der putter dem hver aften.

 

Bliver du aldrig misundelig på alt den frihed din mand har?

Jo den følelse kan godt ramme mig lidt nogle gange. Og det er underligt, for når jeg så har alenetid og han har børnene selv, så tænker jeg næsten konstant på børnene…..

 

Er det afgørende at det er kvinden der går hjemme?

Nej, det må hver familie jo selv beslutte, hvad der passer ind og hvad de voksnes behov og ønsker er i familien. Men jeg tror grundlæggende flere kvinder end mænd har et behov for at varetage omsorgsopgaven for især de helt små børn. Jeg tror der er biologiske forskelle vi ikke kan og skal komme udenom.

 

Du er jo meget direkte i dine formuleringer, men er noget også sat lidt på spidsen for at komme ud med dit budskab?

Bestemt! Alt jeg har sagt og fortalt i forhold til vores familieliv er som det er – der er ikke pyntet på noget. Men det er klart at jeg godt kan sætte tingene lidt på spidsen for at få mit budskab frem. Og især kan jeg godt give lidt igen (med en kærlig og humoristisk tilgang) når folk forarges og provokeres af det jeg står for.

 

Farvel til arbejdslivet

Savner du dit arbejde? Og hvordan håndterer du evt. det?

Jeg kan godt ind i mellem tænke over glæden ved at tjekke ind på sit job uden fedtede børnefingre eller savl på tøjet. Det at have et fællesskab der intet har med børn og hjem at gøre, for det har mit “hjemmepasser”-fællesskab jo også. Men det er ikke et egentligt savn. Jeg føler, at de behov jeg har for et socialt liv og opgaver jeg finder spændende imødekommes i det liv jeg lever. Og at det er meningsfuldt for mig som det er.

 

Savner du aldrig at checke ud og tage på job og “bare være Theresa”?

Jo, den følelse kan jeg godt ind i mellem få, og den tænker jeg er helt naturlig at have fra tid til anden. Men den fylder ikke og den er der sjældent. Hvis den var der hyppigt, så var det her nok ikke det rigtige liv for mig.

 

Økonomi

Hvordan kan det hænge sammen økonomisk? I betaler selvfølgelig ikke institutionspladser, men hvad er der ellers af prioriteringer?

Jeg har tidligere skrevet en masse om vores økonomiske prioriteringer, læs med HER. Kort fortalt så har vi bosat os billigere end vi ville hvis jeg var jurist/advokat, vi har pt. ingen bil og jeg handler i høj grad efter tilbud og er også til en vis grad selvforsynende med mange ting fra køkkenhave.

 

Hvad hvis du pludselig bliver alene?

Der er indgået aftale der sikrer mig i denne situation. Både at jeg kan klare mig hvis der skete min mand noget eller hvis vi ikke var sammen længere.

 

Hvad med pension til dig?

Min mand betaler lige så meget ind til pension til mig, som han gør til sig selv.

 

Har din mand et særligt job siden det kan løbe rundt for jer? Arbejder han meget?

Han har alle år arbejdet mere end 37 timer. Nogle perioder langt mere og andre har været mere rolige. Min mand har arbejdet i centraladministrationen i staten, i Folketinget og er nu hos en interesseorganisation for arbejdsgivere. Men jeg er altså ikke direktørfrue eller sådan noget.. Vi har bare lagt stor vægt på at indrette os økonomisk, så det kan lade sig gøre jeg er hjemme.

 

Kan man få noget tilskud til at gå hjemme?

Man kan i mange kommuner få et tilskud til at passe sit eget barn i hjemmet i en afgrænset periode (typisk 6-12 mdr.) og satsen minder om en SU de fleste steder. Jeg modtager ikke sådan et tilskud og har heller ikke gjort det.

 

Tjener du nogle penge selv? På instagram/blog eller andet?

Jeg har en mindre indtjening på mine sociale medier. Men jeg begyndte at gå hjemme da jeg havde 600 følgere på instagram og 50-100 daglige sidevisninger på min blog. Så jeg sagde altså ikke mit job op for at blive influencer. Hvis jeg skulle have en seriøs forretning ud af sociale medier, så ville det kræve en helt anden mængde annonceret indhold i forhold til nu. Og at jeg havde tiden til at lave dette og derfor ikke havde børnene hjemme. Det har jeg ikke lyst til. Børn og hjem kommer først, og så laver jeg indhold til min blog og sociale medier i det omfang det føles sjovt og hyggeligt for mig og passer med min hverdag med børnene.

 

Hvordan og hvor meget får du udbetalt om måneden?

Jeg får ikke noget fast udbetalt i form af hjemmepassertilskud. Fordi jeg er selvvalgt hjemmegående har jeg heller ikke fået noget barsel i forbindelse med Abel. Jeg tjener som sagt en lille smule på mine sociale medier og denne blog.

 

Hvad gør I med lommepenge til dig? Når du ikke selv har en lønindkomst.

Jeg får nogle måneder lommepenge af min mands løn. Andre måneder har jeg måske haft et samarbejde gennem min blog og får derved selv lidt der er “mine” penge.

 

Fremtiden

Hvad er dine tanker om at være hjemmegående når børnene bliver ældre?

Drømmen er at kunne finde en deltidsstilling, når alle er startet i skole. Ideelt set noget i tidsrummet 9-15, så jeg stadigt kan sende børnene godt afsted og have noget tid hjemme med dem om eftermiddagen.

 

Skal du arbejde som jurist igen på et tidspunkt?

Det ved jeg ikke. Jeg føler lidt at alle bolde er oppe i luften til den tid. Måske jeg vil opkvalificere min juridiske eksamen ved at tage et par kurser i nogle relevante fag på universitetet og så søge tilbage til juraen. Måske jeg skal noget helt andet som mere flugter med min drøm om fortsat at være der meget for min familie. Jeg er også fuldt afklaret om at jeg jobmæssigt sættes tilbage ved at tjekke ud af arbejdsmarkedet i så mange år. Så hvem ved … Jeg ved kun at lige nu er det mit hjem og mine børn der er det absolut vigtigste for mig.

 

TAK FOR JERES SPØRGSMÅL OG FOR AT LÆSE MED.