Scrapbogen: Uge 34 – 2026

Sommerferien er forbi og det er tilbage til hverdagen! Nogen kunne måske godt liiiige bruge lidt mere ferie, imens andre har nydt ferien men nu altså også har glædet sig til at hverdagen ruller igen. Selv har jeg det mest som sidstnævnte.

Jeg elsker ferier og at have hele familien samlet derhjemme, men jeg holder altså også af hverdagen, som den er hos os. Vi har holdt 6 ugers ferie hjemme med hele flokken, og jeg havde lige født 2 uger før ferien begyndte, så det blev en meget kort babyboble denne gang. Men det skal jeg ikke klage over. Det har fungeret og været SÅ dejligt at holde sommerferien som en familie på 7 (skal stadigt lige vænne mig til at vi er det nu, når jeg skriver det!).

Når hverdagen starter igen efter en længere ferie som nu, så synes jeg altid, at det er en god idé at tage netop hverdagen lidt op til revision. Fungerer den? Er vi glade og hænger dagene sammen? Eller skal vi ændre noget?

Det er hverdage der er flest af, og dem skal man ikke bare overleve. Man skal også leve.

Et af mine mottos er netop det ovenstående. At livet også skal leves i hverdagen. Det skal ikke bare overleves.

Så min opfordring er at man ind i mellem godt må stoppe lidt op og se sin partner (og sig selv..) i øjnene, og tage snakken om hvorvidt man har indrettet sit liv på den bedste måde. Nogle gange skal der bare små justeringer til. Andre gange skal der større ændringer og beslutninger til.

Det vigtigste er at ens familie trives i hverdagen.

I slutningen af sommerferien delte jeg, at jeg havde besluttet at indhente forsømt rengøring med en lille “rengøringsudfordring”, hvor jeg dagligt brugte 15 minutter i 15 dage på at nå rundt i huset. Den var I mange der gerne ville prøve også, og derfor har jeg delt den her på hjemmesiden. Du finder fuld guide dag-for-dag, mine bedste tips og en oversigt du kan printe, så du kan krydse felterne af efterhånden, som du færdiggør de forskellige opgaver. Du kommer alt det (typisk) forsømte rundt – som f.eks. ovnen, opvaskemaskine, spindelvæv i loftet og meget andet – men hver ting på kun 15 minutter. Det er altså ikke her vi dedikerer ½ dag til at gøre vaskemaskinen ren, men derimod bruger vi mine bedste quickfixes. Du finder udfordringen ved at klikke på den nedenfor her.

August er også tid til at mange skal tilbage i madpakkerutinen igen. Hvis du mangler inspiration til madpakkerne, så deler jeg ofte madpakker på instagramstories, men jeg laver også løbende opsamlinger herinde, hvor jeg deler flere madpakker samlet til inspiration. Se f.eks. indlægget nedenfor.

Hvis du vil til at have styr på børnenes garderobe til efteråret, så husk at jeg har delt garderobeoverblik for de forskellige årstider. I efteråret og foråret gælder “overgangsgarderoben” og den finder du min guide til herunder. Naturligvis opdelt i hvad jeg anbefaler alt efter barnets alder.

Vi har nået sensommeren, og det betyder at det er tid til at få det sidste saft og sylte i hus af bær og frugt fra egen have. Det er også sæson for masser af skøn efterårsfrugt og bær som æble, pære, brombær, blommer og hyldebær.

I ugens udvalgte opskrifter finder du min opskrift på brombærtærte og en skøn hyldebærsaft m. solbær og æble. Saften er hyldestabil, hvilket betyder at den kan opbevares ved stuetemperatur i et mørkt skab så længe den er uåbnet.

Og så delte jeg fornyeligt at jeg havde lavet små hjemmebagte kanelkiks til mine børn. Den opskrift var der bud efter, så den røg selvfølgelig fluks på instagram, men den ligger altså også på min hjemmeside nu.

Du kan klikke dig ind på alle opskrifterne herunder.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *