Grove ølandsbaguettes

Nyfødt baby: Hvor meget tøj har baby brug for?

Der er virkelig ikke noget så hyggeligt som at gå ud og købe tøj til den lille ny, når man er gravid. Og butikkerne bugner med SÅ meget fint tøj til de aller mindste. Tøj i støvede nuancer, brændte farver, bløde materialer, nuttet strik og bittesmå sokker og kyser.

Det er fristende at shoppe amok i babytøj, men det kan også hurtigt blive en rigtig dyr fornøjelse.

Og noget af det rigtigt ærgerlige er, at baby slet ikke når at bruge så meget tøj inden han/hun er videre til næste størrelse. Jep, de er bittesmå alt for kort tid..

 

Det skal du tænke over, når du køber tøj til baby

Først og fremmest skal du huske, at du har brug for meget færre stykker tøj end du lige tror. Så forsøg at holde igen (selvom det er svært) med at købe for meget ind. Det er dyrt at have børn, så pengene skal du nok få brugt på et senere tidspunkt.

Mit mantra i forhold til baby- og børnetøj er “lidt men godt”. Jeg vil hellere have lidt tøj, og vaske det oftere. Dette både af miljøhensyn/bæredygtighedsprincipper, men også fordi, at det giver mulighed for at spendere lidt et par steder og f.eks. købe en lækker kyse eller trøje i uld/silke. Jeg vil hellere have én lækker kyse til 200 kr. til mit barn, end jeg vil have 3-4 forskellige i en dårlig kvalitet bomuld, som bliver stiv/hård/dårlig pasform efter vask, men egentlig ender med at have kostet det samme samlet.

Ikke at budgetmærker ikke kan være gode (det er størstedelen af det børnetøj jeg køber), men der er bare nogle ting, hvor det giver god mening at betale ekstra for kvalitet – også i babys garderobe.

LÆS OGSÅ: Indkøb til baby – spar eller spender?

F.eks. har jeg givet 500 kroner for en lækker og varm ulddragt til Adam til barnevognen. Et køb der bestemt var pengene værd, men til gengæld har jeg kun en håndfuld bodystockings til ham.

Mere er faktisk heller ikke nødvendigt.

Babytøj kan med fordel vaskes op i hånden og hænges til tørre så snart, at det skal skiftes. Det kan ikke betale sig at lægge en bodystocking i vaskekurven og vente en uge på, at der er nok i samme farve til at køre en tøjvask.

 

Hvilken størrelse bruger min nyfødte baby

Det er der jo faktisk ikke nogen der kan svare på før, at baby kommer til verden. Sygehusene laver estimater på barnets vægt, men det er jo kun et estimat. Lillebror var hele tiden under gennemsnittet ud fra målingerne ved scanning og jordemoders gæt. Men ud kom altså en basse på 3,9 kg.

Adam (lillebror) passede str. 50 de første 14 dage. Derefter har han brugt str. 56 frem til 5-6 ugers alderen. Derefter har vi brugt str. 62.

 

Hvor meget tøj skal baby bruge?

Nedenfor deler jeg min liste til, hvad jeg mener, at du har brug for til babys første måned (og derefter er du på vej ind i en ny størrelse og dermed en ny garderobe).

Køb virkelig sparsomt med str. 50. Hvis baby er meget lille kan du hurtigt bestille noget mere tøj hjem i str. 50 eller sende farmand på shopping.

Heldragter, gamacher og strømpebukser må gerne være lidt for stort. Så kan baby passe det længere – de ting kan nemlig med fordel smøges op.

 

BASIS INDKØBSLISTE:

2 langærmede bodystockings, str. 50

6 langærmede bodystockings, str. 56

2 langærmede bluser, str. 56

2 heldragter, str. 56

5 stk. gamacher eller strømpebukser, str. 56 eller str. 60

3 par sokker str. 13-15

 

TIL SOMMERBABY

1 kyse i let materiale (f.eks. blanding af finvævet uld og silke eller en tynd bomuldskyse), str. 56/62

2 bodystockings med korte ærmer, str. 56

 

TIL VINTERBABY

1 kyse i uld (evt. mix af uld og silke), str. 56/62

1 køredragt i uld, str. 50/56

1 sæt luffer

1 sæt bløde uldsko

 

Du bør påregne, at baby skal have ny garderobe 2-3 gange de første 2 måneder.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grove ølandsbaguettes