
Disse havrebarer har der været stor efterspørgsel på om jeg kunne kreere en opskrift på. De minder til forveksling om nogen man kan finde til svimlende summer på supermarkedets babymad-hylder. Denne hjemmelavede version har jeg regnet ud koster ca. 70 øre pr. styk at lave.
Jeg har været lidt i tvivl om, hvilken alder jeg skulle sætte denne opskrift til. Som sådan er der ikke noget i disse havrebarer der forhindrer, at man kan give dem fra 6 mdr. ernæringsmæssigt. Men konsistensen er mere grynet og grov (men stadig blød – det er ikke en hård snackbar overhovedet), og jeg har derfor sat alderen til 10 mdr. Nogle småbørn vil dog helt sikkert kunne spise dem før det.
TIP! Vil du gerne have de kan spises fra 6 mdr. (de er oplagte til børn med ægge- og mælkeallergi), så blender du alle havregrynene og udelader rosiner. Tilsæt evt. 5 dadler uden sten som i stedet blendes med sammen med jordbær.
For flere gode opskrifter til de mindste og hverdagsinspiration følg mig på Instagram (KLIK HER).

Opskrift på havrebarer m. æble og jordbær (ca. 12 stk.)
Fra alder: +10 mdr.
Arbejdstid: 35 minutter
Ingredienser
4 dl havregryn, finvalsede
½ tsk bagepulver
2 spsk kartoffelmel
2 spsk vand
1 dl rosiner
1 æble, skrællet og befriet for kernehus og herefter revet fint
½ dl solsikkeolie eller rapsolie
0,75 dl vand
1 dl jordbær fra frost (svarende til ca. 6-8 hele bær)
½ tsk sovsekulør eller maltmel
Sådan gør du:
Blend 2 dl af havregrynene til helt fint havremel og kom det herefter i en røreskål sammen med resten af havregrynene og bagepulveret. Vend det grundigt sammen.
I et lille glas blander du 2 spsk kartoffelmel og 2 spsk vand. Rør det grundigt sammen med en teske så alt kartoffelmel er opløst.
Kom kartoffelmelvand, rosiner, solsikkeolie og jordbær i den tomme blender og blend det til en ensartet masse. Der må gerne være nogle småstykker af rosiner deri – de skal ikke blendes helt væk.
Hæld denne blanding sammen med havregrynsblandingen.
Riv æblet, bland kulør/maltmel med 0,75 dl vand og kom disse ting i skålen med alt det andet.
Rør grundigt sammen og fordel i en bradepande (stål eller teflon eller lign. tyndt materiale) beklædt med bagepapir. Jeg har brugt en form på 18 x 25 cm. Fordel dejen med en ske, så den er lige i overfladen over det hele.
Bag i en forvarmet ovn ved. 185 grader varmluft i ca. 18-22 minutter.
Tag ud og vip den store bagte havremasse på hovedet og lad den ligge sådan på en bagerist og afkøle.
Skær herefter i passende barer eller stave.
Kan opbevares i tætlukker beholder ved stuetemperatur i op til 3 dage eller fryses.


Hej, hvordan kan det være du putter madkulør i? Er det rent og skær pga farven? Og i såfald kan man bare undvære det?
Det er alene pga. farven. Kan sagtens udelades 🙂
Der står jordbær fra Frost, skal de så koges inden? Og kan de så godt fryses igen?
Hej Stine
Beklager jeg først har set dit spørgsmål nu. Men da det er meget relevant skriver jeg et svar i håb om at andre kan bruge det.
1) Det anbefales rigtigt nok at købe-bær fra frost gives et opkog inden brug. Dette for at slå evt. bakterier/vira på bærerne ihjel. Da jordbærrene i opskriften her opvarmes ved langt over kogetemperatur i ovn, så skal du ikke koge dem først.
2) Du kan godt bruge bær fra frost og derefter fryse barerne. Da bærene har været helt opvarmet må man gerne dette.
Er det muligt at bruge noget andet frugt i stedet for jordbær? 🙂
Hej Malene
Jeg har kun lavet dem med jordbær, men ser ikke nogen hindring i at man udskifter det med anden type frugt 🙂
Lyder lækre. Skal jordbærrene være frosne når man bruger dem eller skal de tø op først? Kan man evt. bruge friske jordbær om sommeren?
Kan man lave det hvis man ikke har en røremaskine ?
Hej forstadsmor. Er de fryse venlige ?
Det er de ja 🙂
Hej,
Kan man bruge majsstivelse i stedet for kartoffelmel?
Hej Kathrine
Det har jeg desværre ikke erfaring med. Men prøv 🙂