Gammeldags frikadeller

Rengøringsrutine: Køleskab

(OBS! På billederne her fremstår køleskabet lidt dugget og med kondens på indersiden. Det var prisen for at tømme det helt og bruge tid på at filme og tage billeder)

I køleskabet, hvor familiens mad opbevares, vil jeg særligt gerne undgå skarp kemi. Og det er altså også kun meget sjældent, at et køleskab kan have aflejringer eller snavs der er så genstridigt, at man oprigtigt kan begynde at overveje mere kradse metoder.

Oftest er det lugtgener der kan drille i et køleskab, og her hjælper det altså med noget så simpelt som at sørge for ordentlig indpakning af fødevarer og løbende sikre der ikke ligger for gammelt mad.

Løbende rengøring af køleskabet indvendigt er dog uanset hvad en god idé – dels for at behandle eller forebygge dårlig lugt, men også for at holde bakterier i skak.

Jeg ved, at nogle tyer til klor til rengøring af køleskab, men det er i min optik slet ikke nødvendigt. Almindelig husholdningseddike virker også lugtneutraliserende, og med en smule opvaskemiddel i får man også en let affedtende effekt.

Rengøringsrutinen her foreslår jeg man benytter én gang månedligt. Det er praktisk at gøre køleskabet rent, når det ikke er for fyldt og lige inden storindkøb. F.eks. hvis man den sidste uge hver måned har “spis op i køleskabet” uge. Derudover tørrer jeg gerne hylderne i køleskabet af hver gang jeg køber ind til en ny uge.

Tid: Ca. 30 minutter

Du skal bruge:

2 dl klar husholdningseddike (også kaldt lagereddike)

4 dl vand

1 dråbe opvaskemiddel

Rengøringsspand

2 rengøringsklude

1 viskestykke

Opvaskesvamp eller børste samt opvaskemiddel (til afvask af køleskabsskuffer)

 

Sådan gør du:

1. Tøm dit køleskab.

2. Lav en opblanding af 2 dl klar husholdningseddike, 4 dl lunken vand og 1 dråbe opvaskemiddel. Afvask hele køleskabet indvendigt i blandingen (sider og hylder) og tør efter med rent vand.

3. Aftør køleskabet med et viskestykke. Det er vigtigt, at det er tørt, da fugt er grobund for bakterier og skimmel.

4. Tjek afløbshullet bagerst i dit køleskab og rengør det evt. med en piberenser, hvis det er stoppet eller der er mange madrester/snavs ved det. Et stoppet afløbshul afslører oftest sig selv, da der i den skrå rende mod det vil stå vand. Flyder vandet over ender det i bunden af køleskabet og kan blive til is eller løbe ud på gulvet foran køleskabet.

5. Afvask frugt/grøntsagsskuffer grundigt i opvaskemiddel, skyl dem og tør dem af inden de sættes tilbage i køleskabet.

6. Fyld køleskabet igen.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gammeldags frikadeller