Koldhævet rustikt grydebrød
Dette brød kræver minimalt arbejde, men smager ikke desto mindre helt fantastisk. Det har det hele: sprød skorpe, saftig og blød krumme, masser af smag – og så er det ovenikøbet det nemmeste at bage.
Ingen brug af røremaskine, ingen æltning på bordet og ingen rengøring deraf.
Ingredienserne røres blot sammen med en grydeske om aftenen, og så hæver dejen i køleskabet natten over. Næste morgen hældes dejen over i en støbejernsgryde og bages.
I opskriften bruges helst en støbejernsgryde, men du kan godt bruge en almindelig gryde, bare den er egnet til at gå i ovnen.
Opskrift på koldhævet grydebrød (1 stk. i gryde á 4 liter)
Arbejdstid: 10 minutters sammenrøring af dej + mindst 10 timers hævetid i køleskab + 45 minutters bagetid
Ingredienser
3 dl koldt vand
2 dl hvidtøl (eller anden mørk øl)
2 spsk sukker
15g gær
9 dl manitobamel eller TIPO 00 mel
1 dl ølandshvedemel
1 dl fuldkornshvedemel
1 tsk groft salt
Sådan gør du:
Aften
Kom vand, øl, gær og sukker i en stor dejskål og rør rundt til gæret er opløst. Tilsæt 5 dl manitobamel, ølandshvedemelet og fuldkornsmelet og udrør. Tilsæt herefter saltet og resten af manitobamelet imens der røres. Det varierer lidt hvor meget mel dejen kan trække, så tilsæt forsigtigt. Dejen skal være så man kun lige akkurat kan røre i den, og så man fornemmer den ikke kan suge mere mel.
Dæk skålen med et viskestykke og sæt i køleskabet til næste dag.
Morgen
Tag skålen med dej ud på køkkenbordet.
Tænd ovnen på 225 grader varmluft og placer en bagerist nederst i ovnen. Stil støbejernsgryden (med låg) herpå og lad den varme op sammen med ovnen.
Når ovnen har nået sin temperatur tager du støbejernsgryden ud (brug tykke grydelapper og pas på!).
Drys en smule hvedemel i grydens bund og hæld dejen i. Kom låg på og ind i ovnen. Bag nu ved 225 grader i 40 minutter.
Tag låget af, skru ned til 180 grader og bag straks brødet færdigt i yderligere 10-15 minutter. Bank på brødet for at fornemme om det er færdigt.
Når brødet lyder hult når du banker på det, tager du gryden ud, tipper brødet ud på en bagerist og lader det afkøle.
Ingen kommentarer endnu