Flowerbox med påskefarver

Små othellolagkager

Othellolagkage er en klassiker til eftermiddagskaffen. Den søde flødekage med marcipanbund og frisk hindbærsyltetøj er opkaldt efter Shakespeares stykke “Othello”, og så er kagen faktisk en dansk opfindelse!

Prøv at servere små othellolagkager som en afveksling til den traditionelle store Othellolagkage.

Min variant har en lille afvigelse fra den traditionelle opskrift – nemlig at jeg gerne vender hakket mandelkrokant i det ene lag flødecreme. Derudover springer jeg gerne over gærdet, hvor det er nemmest (og jeg indrømmer det gerne). Derfor bruger jeg dr. oetkers kagecreme, jeg køber gerne gode lagkagebunde (kan også finde på at bage dem selv efter min mormors opskrift, hvis tiden er til det) og fylder en kvalitetssyltetøj i kagen. På den måde kan man samle sin egen othellolagkage på bare 20-30 minutter inkl. pyntning og tid til at cremen skal sætte sig. DET er altså smart.

Opskrift på 7 små othellolagkager eller én stor othellolagkage

Arbejdstid: 20-30 minutter alt efter rutine og hvor meget du vil gøre ud af pynten

Ingredienser:

3 lagkagebunde

4 dl liter fløde

½ brev kagecreme m. vaniljesmag

2 dl mælk (eller hvad kagecremen foreskriver)

1 håndfuld mandler

1 æggehvide

2 spsk flormelis

1 dl hindbærsyltetøj

1 dl chokoladeglasur (kogende vand, flormelis og kakaopulver)

300g rå marcipan

150g flormelis

50g glykosesirup

Pynt: friske bær (gerne hindbær) og frysetørrede bær (du kan også pynte med spiselige blomster og andet udskåret frugt – kun fantasien sætter grænser).

 

Fremgangsmåde:

Del lagkagebundene forsigtigt.

Pisk æggehviden med 2 spsk flormelis til du har en marengs-agtig konsistens. Vend mandlerne i og kom massen ud på bagepapir. Bag ved 190 grader varmluft i 8-12 minutter til det er sprødt. Tag det ud af ovnen og lad det køle af inden du hakker det groft.

Imens krokanten er i ovnen pisker du kagecremen efter anvisningen og stiller den i køleskabet i den tid der er anvist. Pisk også fløden. 1/4 af flødeskummet tager du fra i en tylpose. Resten af fløden vender du med kagecremen, når den har sat sig.

Flødecremen deler du i to mindre skåle. I den ene skål vender du den hakkede mandelkrokant i.

En othellolagkage består af 3 bunde med 2 lag creme. Det er mest hensigtsmæssigt, at du bruger den glatte af bundene (den der er øverst) til sidst, når du bygger kagen op. På den får du det pæneste lag glasur uden krummer og ujævnheder.

Tryk den ene af lagkagebundene (den nederste af de tre bunde) ud med en form på 6-7 centimeter. Du kan bruge et glas som form, hvis ikke du har en kagering i metal i passende størrelse.

Smør hindbærsyltetøj på den første bund. Fordel flødecremen med mandelkrokant ovenpå hindbærsyltetøjet. Læg den næste bund på og fordel den rene flødecreme derpå. Læg de sidste (glatte) bunde øverst. Mix glasuret af flormelis , rigeligt kakaopulver og frisk kogt vand. Det varme vand giver en glasur der er lettere at arbejde med; den tørrer hurtigere og størkner helt blankt op. Smør glasuren på kagerne. Det behøver ikke komme helt ud til kanten – den dækker du med flødeskum lidt senere.

Ælt marcipanen med glukosesirup og flormelis. Det skal æltes grundigt og længere end man lige tror, for at blive smidigt og glat. Når det føles til at arbejde med ruller du det ud. Rul det gerne ud på et stykke bagepapir på bordet, så er det nemmere at få fri igen. Skær lange bånd af den udrullede marcipan. Det må gerne lige være 1 cm højere end kagen, så du får en flot kant.

Pynt langs kanten med flødeskum og dekorer med frysetørret bær og frisk frugt efter smag.

Opbevar kagerne på køl indtil servering.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flowerbox med påskefarver