

Det er sommerferie hos os, så jeg er gået i feriemode og har givet mig selv ferie fra min rengøringsplan og de fleste af mine hverdagsrutiner. Der er flere nullermænd på gulvet end der plejer, og de har selskab af sand og græs som børnenes fødder slæber med ind når de løber gennem de åbne havedøre fra leg udenfor og direkte ind. Og sådan skal det altså være her i juli måned. Det er sommerferie. Og så må man tage tingene lidt mere som lappeløsninger, når der er behov.

Og hvis man har fulgt med på instagram, så vil man se at vi har haft familieforøgelse i hønsegården. Min søde høne Olga har ruget på 9 æg de sidste 3 uger, og lørdag i denne uge så klækkede de. 8 fine små kyllinger er det blevet til. Det er anden gang jeg prøver at der klækker kyllinger, og mine erfaringer med det vil jeg gerne snart dele noget mere om. Weekenden er derfor gået med at følge med i æggene der klækkede og i dag søndag har jeg gjort rent i det område kyllingerne og deres mor er i. De går i hønsehuset, hvor de er adskilt af trådhegn fra den øvrige flok. Det er mindre plads og kommer derfor til at kræve mere opmærksomhed og rengøring de næste to uger. Herefter skal de lukkes sammen med resten af flokken.

Denne uge har jeg på instagram delt en reel med inspiration til, hvad du kan lave til dit vinterforråd her i juli måned. Det giver altid en masse spørgsmål til, hvordan man sikrer holdbarheden på sit hjemmelavede syltetøj og saft. Læs mere om netop det i blogindlægget herunder.
En af de ting jeg elsker aller mest ved sommeren er, hvordan udeområder med det gode vejr bliver forvandlet til helt nye rum og ens hus derfor synes større. Hus og have kommer til at hænge sammen. På min hjemmeside har jeg for et par år siden delt, hvordan jeg om sommeren gør vores overdækkede terrasse til et ekstra rum. Læs mere og se billeder i indlægget herunder.

Blandt denne uges udvalgte opskrifter finder du en nem opskrift på svampede og smagfulde gulerodsboller. Dejen er koldhævet og røres sammen om aftenen på ganske få minutter, og så kan du have hjemmebagt morgenbrød på 15-20 minutter næste morgen. Opskriften er perfekt til ferier med ekstra forkælelse, men hvor man ikke gider at stå med mel og æltning på hele bordet og tidskrævende bageprojekter.
Derudover er der opskrift på den skønneste sommerkage; en frugtstang der passer perfekt til kaffegæster og hygge i sommervarmen. Pynt den med lige den bær og frugt du har. Kransekagekanten er lækker, men kan sagtens udelades. Så fylder du bare creme helt ud til kanten og ekstra frugt på.
Og så er det jo højsæson for skønne (spiselige) sommerblomster, så hvad med at tørre en portion af dem og gemme dem til dekorativt drys til kager, desserter, forretter og yoghurtbowls henover vinteren..?
Du finder alle opskrifter nedenfor her.

1. Danske dronninger, bog af Emma Paaske og Cecilie Nielsen (REKLAMELINK) // 2. Læbesalve med SPF30, Pudderdåserne (REKLAMELINK) // 3. Skin defence multiprotection SPF 50 PA+++, The Body Shop (REKLAME)
I sommerferien har jeg læst bogen “Danske dronninger”, som er perfekt til min indre historienørd og interesse for kvindeskæbner. Bogen går i dybden med danske dronninger helt fra vikingetiden og til i dag, og den passer eminent som “gå til og fra”-læsning, hvis man er en travl småbørnsmor, da man kan læse om en udvalgt dronning, når det lige passer ind i ferieprogrammet.
Sommerferie og solskinsvejr betyder, at jeg er ekstra glad for min læbesalve fra Pudderdåserne som indeholder SPF og derfor også beskytter de udsatte læber. Den har i årevis været fast inventar hos mig, fordi jeg er så meget ude med børnene og havearbejdet også giver mange udetimer.
Solcremen fra The Body Shop er ny i badeværelsesskuffen hos mig, men den er jeg blevet virkelig glad for. Konsistensen er ultralet og man føler netop ikke, at man tager en tung maske af solcreme på. Den fungerer upåklageligt under anden make up – jeg kan fuldstændigt problemfrit påføre en farvet dagcreme ovenpå uden at det giver et “kaget” look.







0 kommentarer