Scrapbogen: Uge 34 – 2025

Det er både æble- og brombærsæson, og jeg er i fuld gang med at lave bagværk med begge dele, men også at konservere forskellige søde ting med dem. Æblemost laver jeg virkelig meget af, og det vi ikke skal drikke nu, det bliver frosset ned til vinteren. Derudover skal jeg have lavet æblemos og brombærsyltetøj, og lige nu holder jeg desuden skarpt øje med hvornår hyldebærrene er modne, for så vil jeg lave en saft på æble, hyldebær, solbær og måske en smule vilde blåbær. Den kombination tror jeg vil smage godt!

Jeg er NÆSTEN i mål med mit saftlager til vinteren (30 flasker skal der i skabet), og jeg mangler kun ca. 1 håndfuld flasker for at nå det.

For noget tid siden skrev jeg kort om, at jeg ind i mellem gennemgår vores store kummefryser og noterer mig hvad der præcis er i den. Derefter følger typisk en “spis op hvad der er i fryseren”-mission, hvor jeg forsøger at integrere alt fra fryseren i mine ugentlige madplaner indtil fryseren er tæt på tømt. Det er også en god anledning til at få afrimet sin fryser, når man når dertil i processen. Ofte er det faktisk ganske sjovt at være kreativ og finde på madretter, hvor alt bliver brugt op. Og så giver det ekstra luft i madbudgettet i den periode.

Jeg ved, at manges madbudget føles stramt i disse tider, og at man må sætte det op eller undvære ting, fordi priserne i supermarkedet (særligt på kød) er steget helt skørt. Det mærker jeg bestemt også, og jeg forsøger at gøre især hverdagsmaden billigere, og at der så er lidt ekstra plads til forkælelse i weekenderne.

En ugentlig suppedag, biksemad, restedag og lignende kan være gode genveje til at holde aftensmaden i hverdagene mere simpel og billigere. Derudover arbejder jeg løbende på at dele opskrifter, hvor prisen er det absolutte fokuspunkt. Selvom opskrifterne herunder er 2 år gamle, og der er sket prisstigninger siden, så er de stadigt meget billige at lave fordi de ikke indeholder hakket kød eller regulære udskæringer.

 

I denne uge vil jeg tippe om et par af mine opskrifter med æbler og en enkelt med brombær. Både kagen med æble og tærten med brombær er to af mine absolutte favoritter på denne årstid, og de er altid meget velbesøgte her på min blog. Hvis ikke du kendte dem i forvejen, så prøv at tage et kig på dem. Opskriften på æblekage kunne nok godt trænge til en opdatering med nye billeder. Det var den første opskrift jeg delte på denne blog, og det bærer billedernes kvalitet lidt præg af synes jeg… men opskriften er jo den samme uanset!

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *